'Vi håber så inderligt, at I får voldsomt mavekneb, når I sætter de 70 kg højrebsbøffer til livs, som I stjal fra gårdbutikken.'

Sådan skriver ægteparret Erik og Inge Christoffersen, der ejer Freerslev Kotel, i et opslag på Facebook, der har fået flere hundrede likes. Det skriver TV 2 Lorry. Se opslaget nederst i artiklen.

Mens store dele af landet fejrede den danske EM-sejr over Tjekkiet, havde et par tyveknægte natten til søndag travlt med at ribbe ægteparrets gårdbutik i Gørløse.

»De har brudt dørene til vores gårdbutik op og taget de penge, der lå i kasseapparatet og 70 kilo højrebsbøffer fra fryseren. Og i vores mødelokale har de taget slik, kager, kaffe, øl og sodavand. Det er meget frustrerende«, fortæller Inge Christoffersen til B.T.

De ubudne gæster har også skaffet sig adgang til ægteparrets stuehus, hvor de har stjålet en computer.

Men på trods af at tyvene har været effektive, har hverken Inge Christoffersen eller hendes mand hørt noget til tyveriet.

»Det er meget ubehageligt, at de har været der, mens vi sov. Nogle gange sover vi i stuehuset, men det gjorde vi heldigvis ikke i lørdags,« fortæller Inge Christoffersen.

Inge og Erik Christoffersens gård er en såkaldt besøgsgård. Det betyder, at det er gratis for elever i folkeskolen og studerende på ungdomsuddannelserne at få en rundvisning på gården, ligesom også virksomheder kan komme forbi og høre om arbejdet på gården.

»Vi lever af at være åbne over for andre mennesker og invitere dem indenfor. Den tillid til folk har fået et lille knæk nu,« fortæller Inge Christoffersen og fortsætter: »Man kan ikke lade være med at tænke: 'Gad vide, om det er nogen, vi har vist rundt?' Men det kan vi jo ikke vide, og vi kommer ikke til at gå rundt og mistænke folk,« siger hun.

Ifølge Inge Christoffersen overvejer ægteparret nu at sætte mere overvågning op på gården.

Over for TV 2 Lorry bekræfter Nordsjællands Politi, at de har modtaget en anmeldelse af indbruddet. Politiet har endnu ikke fundet frem til den eller de personer, der står bag indbruddet.