Millioner af tyskere har i ugevis fulgt den opsigtsvækkende redningsaktion af pukkelhvalen Timmy på allernærmeste hold. 

Tyske medier har i hobetal fulgt kendis-hvalen, som blev forsøgt reddet fra det nordlige Tyskland, men lørdag er den bekræftet død.

Den danske Miljøstyrelse oplyser, at det er Timmy, som er skyllet op nær Anholts kyst. Og nu er de tyske medier gået amok.

Spekulationerne, om den døde pukkelhval mon var Timmy, begyndte allerede fredag, da hvalen skyllede op nær den danske ø. Og nu trækker fundet overskrifter i Tysklands største medier. Hos Bild lyder det nu: 'Det er Timmy!'.

Yderligere er der tilknyttet en ni minutter lang video, der som en slags nekrolog fortæller hele historien om den meget omtalte hval under tiltalen: 

'Timmys farefulde rejse. Pukkelhvalen holdt Tyskland i spænding.'

Redningspersonale forsøgte i uger at fragte Timmy ud i Nordsøen.
Redningspersonale forsøgte i uger at fragte Timmy ud i Nordsøen. Foto: Danny Gohlke/AFP/Ritzau Scanpix

Også hos de store medier Tagesschau og ZDF Heute vises fundet under en breking-bjælke, og hos ntv følger en 55 billeder lang fotoserie af Timmy under navnet:

'Hvaldramaet får en trist afslutning.'

Redningen af pukkelhvalen begyndte i april, da en række private aktører samlede penge ind til en redningsaktion.

Den indebar, at Timmy blev løftet op i et bassin på en pram og fragtet gennem danske farvande for at blive sat fri i Skagerrak. Håbet var, at hvalen ville komme sig og finde vej til Nordsøen.

Timmy blev fragtet gennem dansk farvand i et bassin, mens tyske medier fulgte den på nært hold.
Timmy blev fragtet gennem dansk farvand i et bassin, mens tyske medier fulgte den på nært hold. Foto: Danny Gohlke/AFP/Ritzau Scanpix

Men det skete desværre ikke. For lørdag bekræfter den danske Miljøstyrelse til Ritzau, at det er Timmy, som er blevet fundet død 75 meter ud fra Anholts kyst.

Miljøstyrelsen opfordrer i den skriftlige kommentar til at holde afstand til hvalen, eftersom kadaveret kan bære sygdomme, der kan overføres til mennesker, og det udgør desuden en eksplosionsfare, da der ophobes gas i døde dyr.