Den tyske mobilbank, N26, stormer frem i det meste af Europa, og er nu kommet til Danmark.

Banken, der udspringer fra Berlin, har allerede 1,5 millioner kunder i 24 europæiske lande, og omkring 10.000 mere står på venteliste til den nye bank.

Banken er stiftet af den østrigske iværksætter Valentin Stalf tilbage i 2015 og har senest indfundet sig i Danmark, Norge, Sverige og Polen. Om et par uger vil den også gøre sit indtog i Island og Liechtenstein, skriver Frankfurter Allgemeine.

N26 adskiller sig fra den traditionelle bank ved udelukkende at være app-baseret og ikke have fysiske filialer.

Stifter Valentin Stalf.
Stifter Valentin Stalf. Foto: ERIC PIERMONT
Vis mere

Banken stræber efter at blive den næste store europæiske bank, og ifølge chef for de internationale forretninger, Alex Weber, er 95 pct. af dem, der står på ventelisten fra europæiske lande.

»Det drejer sig primært om kunder, som ofte rejser eller har megen kontakt med mennesker i andre europæiske lande,« siger han til den tyske avis.

Bankens koncept minder om den danske bank Lunar Way, som lige nu bliver omtalt i stor stil på de sociale medier af kendisser og også er en app-baseret, digital bank, som tilbyder kunderne betalingskort.

N26 vokser væsentligt hurtigere end nogen anden udfordrerbank og vil i de kommende år også kunne tilbyde amerikanske kunder adgang.