De fleste ved, at man skal vaske sine hænder, når man laver mad. Ellers risikerer man sygdomsfremkaldende bakterier i maden.

Men det var åbenbart ikke tilfældet for personalet på en af Q8s tankstationer.

I hvert fald konstaterede Fødevarestyrelsen, at personalet ikke vaskede deres hænder, når de skiftede mellem at betjene kunder og lave burgere.

Det fremgår af en kontrolrapport fra et nyligt tilsyn hos Q8 i Bagsværd ved København.

Da Fødevarestyrelsen spurgte, hvorfor personalet ikke vaskede hænder, svarede en medarbejder, at vedkommende havde en handske på.

Medarbejderen havde dog kun en handske på sin ene hånd, og den blev da heller ikke skiftet under det 40 minutter lange kontrolbesøg.

Manglende håndvask var dog ikke det eneste problem.

I en køleskuffe bag disken fandt Fødevarestyrelsen flere letfordærvelige fødevarer, som var potentielle bakteriebomber på grund af alt for høje temperaturer.

Pølser, afskåret pålæg og færdigstegt kylling blev målt til en lufttemperatur på 15,8 grader, og en af pølserne var 14 grader varm indvendig.

Ifølge kontrolrapporten kunne personalet ikke oplyse, hvor længe kødet havde ligget i skufferne. Det var dog ikke noget, de selv havde fyldt i, lød forklaringen.

Personalet fik besked på at kassere fødevarerne. Samtidig udskrev Fødevarestyrelsen en bøde på 10.000 kroner til Q8.

»Der er ikke andet at sige, end at det er berettiget i den situation, som myndighederne møder på deres besøg, og det beklager vi,« siger kædens kommunikationschef, Marie Sheye Lund, i en skriftlig kommentar til B.T.

Q8 vil nu kigge nærmere på, hvad der er gået galt, siden alle basale procedurer for god hygiejne ikke er overholdt.

»Alle vores medarbejdere gennemgår træning indenfor hygiejne og fødevarehåndtering, og vi har stramme processer for håndtering af friske råvarer, men vi må tage på os, at de ikke er opretholdt hundrede procent i dette tilfælde,« siger Marie Sheye Lund.

Hun forsikrer, at Q8 tager det seriøst, når der er opstår fejl.

»Nu følger vi op med en stærk indsats på stationen, og vi ser på, hvad vi kan gøre med mere hyppig træning og et øget fokus i medarbejdergruppen – det er alle opsatte på,« siger hun.

Ifølge Marie Sheye Lund har 104 af Q8-kædens 107 butikker glade smileyer.