De græsser blandt andet i Marselisborg Dyrehave i Aarhus.

Indenfor de næste to år skal de dog aflives, hvilket ærgrer den lokale park-ansvarlige og skaber undren hos en jæger, der mener, det er helt ude af proportioner.

Der er tale om udryddelsen af hjortearten sikahjort.

Torsdag meldte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ud, at sikahjorten fremover vil være betragtet som en invasiv art, der skal udryddes i naturen i hele EU.

I Marselisborg Dyrehave, der ligger med udsigt til kongefamiliens østjyske residens Marselisborgs slot, har man blandt andet sikahjorte gående.

TV 2 Østjylland har talt med Kasper Bjerregaard, der er ansvarlig for Marselisborg Dyrehave, og han er ærgerlig over beslutningen, som han kalder for 'bureaukratisk'.

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Ifølge lokalmediet er sikahjorten uønsket, fordi den ikke hører naturligt til i Europa, og der er risiko for, at den parrer sig med kronhjorten og skaber hybridbestande.

I Marselisborg Dyrehave har man dog sikahjorten i indhegning, og derfor forstår Kasper Bjerregaard ikke, at de alligevel skal aflive deres dyr.

TV 2 Østjylland har også talt med chefen for Vildtforvaltningen i Dansk Jægerforbund Niels Søndergaard, der ligeledes stiller sig undrende.

»Jeg synes, at det er helt ude af proportioner,« udtaler han og mener, at der er langt mere alvorlige arter, som man burde tage fat på og som udgør et problem for naturen.

Ifølge Jægerforbundet kom sikahjorten til Danmark omkring 1900.

De skriver yderligere, at der endnu ikke er påvist krydsninger mellem sika- og kronhjorte.