Det er bekymrende, at børn og unge fortsat udsættes for tvang i psykiatrien, mener Sundhedsstyrelsen. Forbyd bæltefikseringerne, opfordrer Bedre Psykiatri.

København. Målet fra politikerne er klart: Tvang i psykiatrien skal nedbringes. Færre skal tvangsmedicineres, tilbageholdes eller fikseres med rem eller bælte.

Men det kniber for de psykiatriske afdelinger med at leve op til målsætningen, også når det kommer til de yngste af patienterne. Der er stadig for mange børn og unge, som bliver udsat for tvang.

Sådan lyder den nedslående melding i en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen for perioden 1. juli 2017 til 30. juni 2018.

Ifølge rapporten er udviklingen i brugen af tvang over for børn og unge siden 2015 stagneret, og det finder Sundhedsstyrelsen bekymrende.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er svært, og at regionerne er i gang med at arbejde på at nedbringe tvang blandt børn og unge. Og der er ingen tvivl om, at det bekymrer os, at det ikke går hurtigere.

- Det er noget, som vi vil drøfte med regionerne i den kommende tid, for vi ved, at regionerne gerne vil nå målsætningen på det her område, siger Kirsten Hansen, sektionsleder i Sundhedsstyrelsens Center for Planlægning.

Ifølge rapporten er der siden 2015 sket en stigning i tvangsindlæggelse af børn og unge under 18 år. Samtidig er der sket et fald i tvangstilbageholdelserne.

- Tvang hos børn og unge er meget alvorligt - uanset hvilken form for tvang, det er. Selvfølgelig er der forskel på tvangsformen. Men uanset hvad bør tvang undgås hos børn og unge, siger Kirsten Hansen.

I 2015-2016 oplevede 325 børn og unge tvang i psykiatrien. Det følgende år var antallet 362 og i 2017-2018 var det 317. Der er derfor ifølge styrelsen ikke sket en betydelig udvikling på området.

Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri, en forening for pårørende til psykisk syge, finder stagnationen "dybt bekymrende".

- Tvang er en markør på, at psykiatrien ikke har det godt. Cirka hver femte patient udsættes for en eller anden form for tvang. Det er pivringe i et moderne samfund og ikke det, man som borger forventer, siger han.

For nylig viste tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien de seneste ni år er steget med 72 procent. Og selv om hele psykiatrien har fået 2,2 milliarder kroner mere fra 2015 til 2018, så har bevillingen langtfra svaret til tilgangen af patienter.

Det presser personalet og kan ifølge Thorstein Theilgaard være en af forklaringerne på de fortsat mange tvangsforanstaltninger.

Særligt bekymrende er det ifølge Bedre Psykiatri, når børn og unge udsættes for tvang.

- Tvang, for eksempel en bæltefiksering, er meget voldsomt. De fleste kan vist forestille sig, hvordan det kan opleves, hvis man er 12 år.

I juni konstaterede Sundhedsstyrelsen, at målet om at halvere antallet af bæltefikseringer ikke kan nås inden 2020.

Derfor opfordrer Bedre Psykiatri til, at det politisk besluttes at gå skridtet videre og helt forbyde bæltefikseringer til børn og unge.

- I mange år har der været fokus på bæltefikseringer med det ene projekt efter det andet, uden at det for alvor rykker. Derfor burde politikerne helt forbyde bæltefikseringer til børn og unge, siger Thorstein Theilgaard.

/ritzau/