TV2-medarbejderen Camilla Pihl må ikke se sin kæreste i 14 dage, efter hun i dag er blevet sendt hjem i karantæne i frygt for yderligere coronasmitte på tv-stationen.

B.T. fanger Camilla Pihl, som hun netop er på vej hjem til sin og kærestens fælles lejlighed.

Før Camilla kommer hjem, er det dog vigtigt, at kæresten har forladt lejligheden og pakket til 14 dage. Hun når altså ikke engang at sige farvel, inden de skilles.

»Han har sagt, at han vil handle ind til mig, så jeg har lidt mad. Jeg må slet ikke gå udenfor, så jeg kan ikke handle i 14 dage,« fortæller Camilla Pihl, der er nødsaget til at få venner og familie til at stille mad foran sin hoveddør.

Hvor kæresten præcist skal overnatte de kommende uger, har parret knap nok fundet ud af.

»Jeg tror, han kommer til at bo lidt ved venner og familie, men han er først ved at finde ud af det nu her,« siger Camilla Pihl.

Corona-karantæne for Camilla Pihl betyder ikke kun, at hun ikke må se sin kæreste.

Hun må slet ikke være sammen med andre mennesker overhovedet.

»Jeg håber, mine venner og familie vil ringe til mig og have nogle telefonsamtaler med mig, så jeg ikke kommer til at kede mig,« siger hun.

De næste 14 dage har hun dog bestemt sig for at dedikere til serier og streamingstjenester.

»Netflix og TV2 Play er mine venner i den her situation.«

Selvom hun kan se frem til 14 dage foran tv'et, er det dog vigtigt for hende at få ringet til sine forældre.

»Min mor og far er nok lidt nervøse, så dem skal jeg lige have talt med.«

Camilla Pihl er dog ikke selv så nervøs for at blive smittet, men synes da, situationen er lidt voldsom.

»Jeg er ikke bange for at blive smittet. Vi ved ret meget om virussen nu. Men det er vildt, at det kommer så tæt på,« fortæller Camilla Phil.

Det til trods for at hun sendes hjem i karantæne på grund af sin kollega, der natten til i dag fik besked om, at han var smittet med virussen.

Camilla Pihl har nemlig arbejdet tæt sammen med Jakob Tage Ramlyng, der er den første coronasmittede dansker.

Og da den besked kom frem ude på TV2, gik det stærkt.

Styrelsen for Patientsikkerhed mødte op og fortalte alle medarbejderne om de praktiske foranstaltninger i forbindelse med smitten.

Herefter gik TV2 i gang med at holde samtaler med alle medarbejderne for at kortlægge, hvem der havde været fysisk tæt på Jakob Tage Ramlyng dagen forinden.

Camilla Pihl vidste dog allerede inden samtalen på TV2, at hun nok vil blive sendt hjem i karantæne.

»Han var min redaktør i går, og ud over at referere til ham var vi også til tre møder sammen. Så jeg vidste godt, at jeg nok skulle i karantæne.«

Camilla er indtil videre kun i karantæne. Hun er endnu ikke blevet testet for, om hun rent faktisk har coronavirus.

»Styrelsen for Patientsikkerhed ringer vist til mig hver dag og tjekker op på, hvordan jeg har det. Får jeg symptomer, skal jeg testes,« fortæller Camilla Pihl.