Den 56-årige journalist Troels Mylenberg, der er nyhedsvært på TV 2, fortæller i et interview med Ekstra Bladet, at han er uhelbredeligt syg af kræft.

- Jeg har det fint og er på arbejde. Som andre kronisk syge passer jeg mit job, så meget jeg overhovedet kan, siger han til avisen.

Troels Mylenberg oplyste i september 2025, at han var i behandling for kræft, og at sygdommen var væk.

I et længere opslag delt på det erhvervsorienterede netværksmedie LinkedIn beskrev Troels Mylenberg, at han i februar 2025 pludselig havde fået ondt i maven.

Det viste sig at være tyktarmskræft, der havde spredt sig til leveren, maven og bughulen.

Efter tre måneders kemoterapi blev Troels Mylenberg opereret. Han fik fjernet halvdelen af tyktarmen, knuder og metastaser. Efterfølgende fik han yderligere tre måneders kemoterapi.

Lægerne kunne efterfølgende meddele, at han var kræftfri, og siden november 2025 har han været tilbage på skærmen på TV 2.

Til Ekstra Bladet fortæller Troels Mylenberg, at kræften er vendt tilbage, og at den ikke kan fjernes.

Han har skrevet sine tanker og refleksioner ned, og dem har han samlet i en bog, der udkommer om præcis en måned.

- Det er ikke en selvhjælpsbog. Det er min fortælling, og jeg håber da, at den kan hjælpe andre. Jeg søgte selv efter sådan en bog, da jeg blev syg, så hvis andre kan bruge det, jeg har skrevet, vil jeg da blive kisteglad, siger han til avisen.

Troels Mylenberg er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han har siden 2021 været vært på TV 2's store nyhedsudsendelser.

Forinden har han været stationens politiske redaktør.

Inden ansættelsen på TV 2 i 2018 var Troels Mylenberg udviklingsdirektør og chefredaktør hos Jysk Fynske Medier.

Han har i mange år dækket dansk politik. Blandt andet for Weekendavisen, Ekstra Bladet, Berlingske og Fyens Stiftstidende.

Privat er han gift og far til fire.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse rammes flere end 3200 personer årligt af tyktarmskræft.

Tyk- og endetarmskræft er blandt de hyppigste kræftformer i Danmark.

RITZAU