»Kære Sofie Linde (...) Du fortæller, hvordan du oplevede en sexistisk kultur blandt nogle mænd, da du startede i mediebranchen. Du har ret. Vi oplevede det også.«

Sådan lyder det i et åbent brev, der efter planen skal offentliggøres i flere medier søndag. Brevet er skrevet af seks kvindelige journalister, der er i gang med at indsamle beretninger om sexchikane i mediebranchen. De seks journalister er alle ansat på TV 2, og her bliver brevet taget godt imod. Nyhedsdirektør Mikkel Hertz mener dog ikke, at TV 2 generelt har problemer med en sexistisk kultur.

»Jeg tager hatten af for initiativet. Krænkende adfærd og chikane er fuldstændig uacceptabelt på TV 2, og det er godt, der bliver sat fokus på det fra flere sider. Det peger ind i en proces, vi selv har gang i sammen med tillidsrepræsentanterne,« siger på Mikkel Hertz.

En proces, der handler om at sikre, at medarbejdere på TV 2 ikke er i tvivl om, hvor de kan få hjælp, hvis de har oplevet uacceptabel adfærd.

Nyhedsdirektør i TV2 Mikkel Hertz
Nyhedsdirektør i TV2 Mikkel Hertz Foto: Claus Bech Andersen
Vis mere

»Man skal ikke være i tvivl om, hvor man kan gå hen, hvis man har brug for at tale med nogen om det, man har oplevet, og der skal heller ikke være tvivl om, at man har ret til at gå videre med det. Og så skal man være tryg ved, at man får den rigtige hjælp til det,« siger Mikkel Hertz.

Han mener ikke, der generelt er en sexistisk kultur på TV 2, men han synes, at brevets afsendere har en pointe i, at vi skal turde tale højt om, hvorvidt der er et problem.

»Jeg tror ikke kulturen her adskiller sig fra mange andre mediearbejdspladser, men derfor kan der stadig være medarbejdere, som har nogle oplevelser, som tillidsrepræsentanterne, de nærmeste chefer eller jeg ikke bliver bekendt med. Og jeg synes, det er meget væsentligt, at vi taler åbent om det, og jeg vil gerne være med til at skabe rammerne for, at det kan lade sig gøre,« siger Mikkel Hertz.

Mikkel Hertz oplyser, at han ikke vil udtale sig om personalesager, og han kan derfor ikke fortælle, om TV 2 har haft sager om sexchikane, eller hvor mange det i givet fald drejer sig om.

Sofie Linde startede en debat om sexisme i mediebranchen, da hun som vært til Zulu Comedy Galla fortalte om, hvordan hun selv som 18-årig var blevet udsat for sexchikane i DR. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Sofie Linde startede en debat om sexisme i mediebranchen, da hun som vært til Zulu Comedy Galla fortalte om, hvordan hun selv som 18-årig var blevet udsat for sexchikane i DR. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men TV 2 tolerer ikke nogen former for chikane, understreger han.

TV 2’s hovedtillidsrepræsentant i Odense, Palle Jensen, siger til B.T., at det er et stort problem, hvis der findes medarbejdere i TV 2, som føler, der ikke er nogen, som lytter til dem, hvis de oplever at få deres grænser overskredet.

»Det er et kæmpe problem, hvis de ikke ved, vi er der, og det må de endelig ikke tvivle på. De skal bare vide, vi er der for dem. Det er så frygteligt, at de har følelsen af at skulle bære oplevelsen alene,« siger han.

Palle Jensen understreger også vigtigheden af, at man har en kultur, hvor det er i orden at sige fra.

»Jeg tror ikke, man 100 procent kan undgå, at man indimellem har en kollega med jord i hovedet, men det skal være i orden at sige fra,« siger han.

Ifølge Palle Jensen giver brevet anledning til at se, om medarbejderne i tilstrækkelig grad oplever, de har nogen at gå til, hvis de oplever seksuelle krænkelser eller sexisme på jobbet.

»Vi sørge for, at folk har tillid til, at der er nogen, de kan gå til. At de får nogen, de kan dele det med, og det kan godt være, vi skal finde en anden måde at gøre det på,« siger han.