For bare en måned siden skyllede en strøm af kritik ind over TV 2 Play.

Her oplevede flere, at tjenesten var nede i 20 minutter, mens Kasper Hjulmands tropper spillede et Nations League-opgør mod Kroatien.

Fra TV 2 lød det, at de »har en helt vildt vigtig og særlig opgave i at sørge for, at platformen fungerer, så vi tager kritikken dybt alvorligt«.

Men problemerne har siden sporadisk stået på, hvor flere har oplevet udfald på tjenesten, og at lyden ikke følger med.

Og i weekenden var den altså gal igen, hvor flere kunder igen oplevede problemer med appen og derfor tyede til tasterne på TV 2 Plays Facebook-side.

'Er faktisk temmelig træt af, at appen ikke virker optimalt', 'det er latterligt provokerende' og 'tag jer sammen', lyder det fra flere brugere.

Sisse Carlsen er en af dem, der har haft meget tålmodighed med streamingtjenesten. Hun har nemlig haft en korrespondance kørende med TV 2s kundeservice siden i sommer.

»Jeg har haft mailkorrespondance med dem siden Tour de France, fordi den gamle app stoppede med at virke på mit tv. Efter alle forsøg, så opgav de og bad mig vente på den nye app. Som så har fejl. Og når den er udbedret, så kommer der en ny,« fortæller Sisse Carlsen.

Hun understreger, at problemet opstår ved, at programmerne stopper midt i det hele.

Sådan ser det blandt andet ud for flere, når de går ind på deres TV 2 Play-app. Foto: Privat
Sådan ser det blandt andet ud for flere, når de går ind på deres TV 2 Play-app. Foto: Privat
Vis mere

»Og det sker flere gange om dagen og nogle gange flere gange under en udsendelse.«

»Det er VIRKELIG op ad bakke med dem. Og så er abonnementet endda steget, MENS de vidste, der var fejl. Og man kan jo ikke bare lade være med at betale, for så lukker de signalet. Så jeg føler mig bondefanget.«

Det er særligt det faktum, at abonnementerne på live-pakkerne stiger fra 20 kroner om måneden fra 1. december, der gør hende frustreret.

»Jeg er rasende over, at man sætter prisen op, når man ved, der er fejl. I bund og grund burde de have tilbudt halv pris, indtil de vidste, skidtet virkede. Og jeg er gal over, de ikke melder ud, at der er fejl. At de hele tiden får mig som kunde til at føle, det er mig, der er idiot, selvom jeg kan se på Facebook, at andre brugere har samme problem.«

Også Lone Palmelund er ved at være godt træt af TV 2 Play. For ifølge hende er det altid i weekenden, eller når der sker store ting, at det ikke virker.

»Når man betaler for at have et abonnement, så forventer man også, at det virker. Det virker, som om der sidder nogle inkompetente hoveder derinde.«

Hvorfor afmelder du så ikke bare dit abonnement?

»Jeg er jo glad for rigtig mange programmer på TV 2, og dem kan jeg ikke se andre steder, medmindre jeg vil skifte til YouSee, som er meget dyrere. Så jeg føler mig bundet til at blive,« slår hun fast og fortsætter:

»Men det er klart, at de meget snart bliver nødt til at få styr på deres ting. Og hvis de bliver ved med at hæve priserne, så gider jeg ikke mere. Så kan jeg være nødt til at vælge et andet alternativ, hvis prislejet alligevel bliver det samme.«

Til B.T. oplyser TV 2, at TV 2 Play har været påvirket af nogle tekniske udfordringer på udvalgte smart-tv fra Samsung og LG.

»Udfordringerne har betydet, at brugerne af disse platforme kan have oplevet ustabilitet i forbindelse med afspilningen af indhold via TV 2 Plays smart-tv-app,« lyder det i et skriftligt svar.

»Det beklager vi naturligvis over for de berørte brugere, og vi arbejder på at få problemerne løst hurtigst muligt.«

TV 2 svarer dog ikke på, om det er fair at lave prisstigninger, når mange kunder jævnligt oplever problemer.

På deres hjemmeside skriver de, at prisstigningerne skyldes, at de har store ambitioner for streamingtjenesten, der hele tiden ønsker at styrke deres indhold for underholdning, reality, fiktion, dokumentar, aktualitet og sport.

»For fortsat at kunne levere det bedste indhold til vores abonnenter har vi derfor justeret prisen på flere af pakkerne på TV 2 Play,« lyder forklaringen.