Advarsel: Børn og andet godtfolk, der tror på julemanden, skal ikke læse videre.

For TV2 har mandag aften besværliggjort julen for et endnu ukendt antal familier, der er lykkedes med at bilde deres børn ind, at julemanden findes.

Smutteren indfandt sig i '19 Nyhederne', hvor værten Mikael Kamber skulle præsentere et indslag om, at nogle danskere er begyndt at 'bytte fædre', således at man ikke skal spille julemand for egne børn og derved har bedre forudsætninger for at lade småbørnene blive i forestillingen om, at den ægte julemand har været på besøg.

I præsentationen kom Kamber imidlertid til at afsløre, at julemanden i virkeligheden er far.

Mikael Kamber er vært på TV2 Nyhederne. (Foto: Scanpix)
Mikael Kamber er vært på TV2 Nyhederne. (Foto: Scanpix) Thomas Lekfeldt

»Nogle af os ved af smertelig erfaring, at det kan være svært at overbevise børnene om, at det er den rigtige julemand og ikke bare far. Så hvordan holder man magien i live? Jo, man kan jo bytte julemænd. Og det er der flere, der gør, ikke mindst på Facebook,« sagde studieværten, inden han kom med en advarsel:

»Og inden vi sætter dette indslag i gang, så lad mig lige komme med en advarsel: Hvis der sidder børn og kigger med, så er det altså ikke alle de oplysninger, som kommer nu, som børn behøver vide noget om. Så altså væk, forbudt for børn,« lød det fra Mikael Kamber.

Der var med andre ord byttet om på tingene, og det havde en uheldig effekt hjemme hos Majbrit Gerlau, som er næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det skriver hun på Twitter:

'Kære TV2 Nyhederne. Indslag om, at julemanden 'blot' er far, skal varsles helt i starten – og ikke efter, at man har sagt, at far er julemanden. Bare så man kan nå at skifte kanal, mens datteren lige går gennem stuen,' skriver hun og tilføjer, hvordan de har tænkt sig at få datteren ned på jorden igen:

'Satser nu på, at Tinka redder stemningen.'

TV2 Nyhedernes chefredaktør, Hans Peter Blicher, ærgrer sig ved tanken om, at det humoristiske juleindslag rent faktisk kan have haft en negativ effekt.

»Det er klart, at hvis der er børn, der har siddet og set '19 Nyhederne', og som har mistet deres barnetro, så var det ikke meningen. Det er selvfølgelig trist,« siger han til B.T.

»Det er en ærgerlig situation, hvis der er seere, der er blevet rasende eller skuffede, for det var selvfølgelig ment som en historie, der er lavet med et smil over en pudsighed. Hvis vi så i tiltro til egen morsomhed har lavet en fejl, er det super ærgerligt,« siger chefredaktøren.