»Vi har en alvorlig situation i producergruppen på News, som handler om arbejdspres, sygdom, dårlig trivsel og mistillid til ledelsen af producergruppen.«

Herefter forlyder det, at chefproducer Troels Thorup har opsagt sin stilling og efter gensidig aftale stopper med øjeblikkelig virkning.

Sådan lyder det i en mail fra ledelsen på TV 2 Nyhederne til samtlige medarbejdere i nyhedsafdelingen på TV 2.

Det skriver fagbladet Journalisten.

Det fremgår, at det er længerevarende udfordringer, som hen over sommeren er eskaleret, og det har nu nået et produktionskritisk niveau som følge af lav bemanding og for stort pres på medarbejderne.

TV 2 beskriver yderligere i mailen til medarbejderne, at det lige nu er en alvorlig situation i producergruppen på TV 2 News, som blandt andet er ramt af arbejdspres, sygdom, dårlig trivsel og mistillid til ledelsen.

Af mailen fremgår det, at chefproducer Troels Thorup har valgt at opsige sin stilling »for at give plads til nye kræfter, så gruppen kan få en ny start«.

»Vi takker Troels for stort engagement i alle årene på TV 2, hvor han blandt andet også har været eventproducer,« står der i mailen.