Coronapasset gør comeback fredag. Alle over 15 år er omfattet. Tjek coronapas-appen, før du skal bruge passet.

Fra fredag skal telefonen igen hives op af lommen, når man skal i biografen, på restaurant eller på diskotek.

Coronapasset er nemlig tilbage, efter at regeringen tirsdag fik opbakning fra et bredt flertal i Folketingets Epidemiudvalg til at betegne coronavirus som en samfundskritisk sygdom.

Der var samtidig opbakning til at indføre coronapas imod stigende smitte.

I modsætning til i sommer er de 15-årige nu omfattet af coronapas. Dem er der ifølge Danmarks Statistik omkring 68.000 af i Danmark.

Det er fornuftigt, mener Isik Somuncu Johansen, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Hun er også professor i infektionsmedicin ved Syddansk Universitet.

- Vi skal have dem, der går ud og holder fest og samles mest, med. Så på den måde er det en god idé, for så kan vi teste dem oftere, fange flere og forhindre yderligere smitte.

- De er ikke altid så syge, og mærker det ikke så meget, men de smitter, forklarer hun.

1. juli blev undtagelsen for at skulle vise coronapas rykket fra 15 år til 16 år.

Men nu går kravet om coronapas igen ned til 15 år. Man kan ikke gå længere ned, fordi det ikke er muligt at få NemID, som skal bruges til at aktivere coronapasset, før man er fyldt 15 år.

- Børn fra 12 år anbefales for nuværende vaccination for covid-19, men de 12-14-årige kan ikke tilgå det digitale coronapas.

- Derfor indstiller Epidemikommissionen, at aldersgrænsen sænkes fra 16 år til 15 år for krav om coronapas, skriver kommissionen i sin indstilling.

Har man ikke brugt sit coronapas i over en måned, skal man logge ind igen med NemID. Det kan derfor være en god idé at åbne appen og logge ind, før den skal bruges.

Der gælder krav om coronapas på indendørs serveringssteder og i nattelivet samt ved større arrangementer.

Det gælder også på plejehjem og på sygehuse, hvis du er besøgende, men ikke nær pårørende.

Coronapasset er gyldigt, hvis man har en negativ PCR-test, der er højst 96 timer gammel eller en lyntest, der er højst 72 timer gammel.

Modsat tidligere er coronapasset for smittede kun gyldigt 6 måneder efter den positive prøve. Tidligere var det 12 måneder.

/ritzau/