Færre, forsinkede og overfyldte tog bliver hverdagen for togpendlere på tværs af landet i løbet af foråret.

I slutningen af marts går Banedanmark nemlig i gang med et kæmpe anlægsprojekt på store togstrækninger på Sjælland og Falster.

Og det er noget, kunderne kommer til at kunne mærke.

»Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at togdriften bliver afviklet så hurtigt og stabilt som muligt,« lyder det fra DSB's informationschef, Tony Bispeskov, som dog ikke lægger skjul på, at sporarbejdet får 'store konsekvenser' for passagererne.

De udfordringer forsøger Statsbanerne at imødegå med togbusser, længere tog, kompensation til pendlerne og ekstra mandskab på stationerne.

Sporene mellem Korsør og Ringsted er så ringe, at togene nogle steder må køre med nedsat hastighed. Derfor skal de skiftes, og det arbejde kommer til at vare fra 24. marts til 12. juni.

Derudover tager Banedanmark hul på et kæmpe arbejde med at forberede Sydbanen til Femern Bælt-forbindelsen, og det påvirker togdriften mellem Nykøbing Falster og Næstved i lang tid - i første omgang helt frem til september.

Situationen for passagererne bliver ekstra besværlig, fordi der netop er gang i to store projekter på samme tid, forklarer Tony Bispeskov.

Det enorme arbejde med at skifte skinner, reparere spor og hæve broer, for at gøre plads til køreledninger, kommer til at berøre omkring 50.000 passagerer hver dag.

»Fra 30. marts til 17. april kommer vil til at køre med stærkt reduceret drift - vi kommer til at køre med 60 procent af kapaciteten. Og det får store konsekvenser for passagererne,« erkender informationschefen.

På tværs af landet kommer der til at kører færre tog i timen. Både i og uden for myldretiden.

Der vil køre færre tog mellem Odense og København, og afgangene vil ligge tættere på hinanden.

I morgenmyldretiden mellem seks og otte vil der køre to tog fra Odense mod København med cirka 10 minutters mellemrum.

Og i myldretiden om eftermiddagen mellem 15 og 17 vil der også køre to tog, med cirka 10 minutters mellemrum, fra København mod Odense.

Derfor skal passagererne også være forberedt på, at der vil være rigtig mange mennesker med, og at der ikke vil være siddepladser til alle.

»Vi kan godt frygte, at der på visse afgange om morgenen ikke vil være plads til alle kunderne. Og det er selvfølgelig kritisk,« siger Bispeskov og understreger, at DSB derfor som en ekstra sikkerhed sætter togbusser ind for at klare spidsbelastningen.

»Vi gør togene så lange som muligt og kører med så mange vogne som muligt, men vi kan godt frygte, at der vil være kunder, der ikke kan komme med.«

Tony Bispeskov opfordrer kunderne til at holde sig orienterede på Rejseplanen.

Han gør også opmærksom på, at pendlerne har mulighed for at få kompensation for besværet i kraft af en rabat på pendlerkort.

Skal du ud og se med DSB i påsken, bliver din togrejse også noget mere bøvlet, end den plejer at være.

Så går turen til fødegården i det jyske, eller et smut til hovedstaden med poderne, skal du ikke regne med at kunne køre direkte Jylland-København.

Sporarbejdet betyder, at der i påskedagene ikke kører tog mellem Nyborg og Roskilde.

I stedet skal passagererne skifte til bus.

Du kan læse mere om, hvordan togtrafikken bliver påvirket, på dsb.dk/ringsted eller på dsb.dk/sydbanen.

Her kan du også læse mere om mulighederne for at få kompensation på pendlerkort.