Over 10.000 mennesker var torsdag aften samlet til et poprockbrag med bandet Jung i Royal Arena, men de har muligvis fået andet end en god oplevelse med hjem.

Arrangørerne har mandag aften sendt en mail ud med en opfordring til alle koncertgængerne om at blive coronatestet.

Det sker på baggrund af flere registrerede smittetilfælde blandt deltagere, der havde billet til 'gulvet' i Royal Arena.

»Vi har været i kontakt med smitteopsporingen, som opfordrer alle, også færdigvaccinerede eller tidligere smittet, til at blive testet hurtigst muligt,« skriver arrangøren United Stage i mailen.

Den opfordrer til, at deltagerne bliver testet på fjerde- og sjettedagen efter koncerten, hvilket vil sige tirsdag og torsdag. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til B.T., at det er tilstrækkeligt at tage en antigentest.

B.T. har spurgt Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor mange tilfælde der er registreret blandt gæsterne til Jung-koncerten i Royal Arena torsdag.

Svaret lød, at der er ni tilfælde – ingen omikrontilfælde.

»På nuværende tidspunkt har styrelsen kendskab til ni tilfælde relateret til Jung-koncerten. På nuværende tidspunkt ingen tilfælde af omikronvarianten« lød svaret.

Bandet Jung med forsanger Jonas Jung Larsen i spidsen har gjort lynkarrierem siden det udgav sin førstesingle, 'Jeg skal nok vente' fra 2019.

Hittet rullede henover de danske radiokanaler og streamingtjenester, og det samme gjorde sig gældende for efterfølgerne 'Hun kommer tilbage' og 'Blitz, baby'. Sidstnævnte har nået over syv millioner streaminger på Spotify.

Bandet udgav sit seneste album, 'Forfra forbundet', i oktober.