Tusindvis af elever vil nedlægge undervisning mod regeringens SU-planer
Organisation indkalder gymnasieelever til demonstration onsdag mod regeringens uddannelsesplaner.

Organisation indkalder gymnasieelever til demonstration onsdag mod regeringens uddannelsesplaner.

Der kommer efter sigende til at være fyldt med gymnasieelever på Rådhuspladsen i København onsdag middag.
Her indkalder Danske Gymnasieelevers Sammenslutning til demonstration mod regeringens planer om blandt andet at skære i SU'en.
Det skriver elevorganisationen i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at 10.000 elever og studerende ventes at mødes på Rådhuspladsen klokken 12.30, hvorefter de i samlet flok går mod Christiansborg Slotsplads.
Derudover lyder det, at omkring 30.000 gymnasieelever spredt på 40 gymnasier vil nedlægge undervisningen samme dag for at demonstrere.
Regeringen har præsenteret, at de vil tage SU'en fra hjemmeboende studerende, hvis forældre har en samlet årlig indkomst på over 710.077 kroner, og gradvist aftrappe stipendiesatsen ved samlede forældreindkomster mellem 419.589 og 710.077 kroner om året.
Derudover lægger regeringen op til, at der skal indføres krav om, at personer, der netop har afsluttet en uddannelse, skal have arbejdet 18 ud af de 24 sidste måneder af uddannelsen for at kunne få dimittenddagpenge.
Det er en del af regeringens finanslovsforslag, hvor der blandt andet er afsat flere midler til Forsvaret.
Det er netop de planer, gymnasieeleverne er utilfredse med. Oscar Tønsberg Hoffmann, der er forperson for elevorganisationen, mener, at regeringen kan finde finansiering til dens initiativer andetsteds.
- Når man aktivt vælger at tage pengene op af lommerne på unge, der tager en uddannelse, er det svært at se som andet end uddannelsesfjendsk, siger han i pressemeddelelsen.
Ifølge ham har elevorganisationen forsøgt at række ud til nogle af regeringens ministre for at gå i dialog - men uden held.
- Dét har de tilsyneladende ikke ønsket. Når man på den ene side sparer på unge, der tager en uddannelse, og på den anden side ikke vil stå på mål for det over for os, er det i mine øjne ganske enkelt at pisse på fremtidige generationer, tilføjer Oscar Tønsberg Hoffmann.
Alle, der støtter op om demonstrationens budskab, er ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning velkomne til at møde op onsdag.
RITZAU