Antallet af danske rejsende, der er ramt af flyselskabet Primera Airs konkurs, er nu steget, skriver Standby.dk.
Der er tale om mindst 2.000 danskere, der strandede eller lige nu er strandet i udlandet, blandt andet på feriedestinationer i Sydeuropa.
Hertil kommer ifølge mediet, at flere tusinde andre danskere står med en ubrugelig returflybillet med Primera Air til senere afrejse fra Danmark.
For dem, der endnu ikke er afrejst, er der en selvrisiko på 1.00 kroner - resten af beløbet kan de få refunderet via Rejsegarantifonden, der bestyrer Flyfondskassen.
Vi har endnu ikke det fulde overblik, vi er blandt andet afhængige af, at rejsende der er strandet i udlandet på grund af konkursen i Primera Air, kontakter osBirgitte Fjeldhoff, direktør, Rejsegarantifonden
Umiddelbart efter konkursen natten til tirsdag i sidste uge, hvor Primera Air indstillede sine flyvninger, anslog Rejsegarantifonden over for Standby.dk, at omkring 800 rejsende med returbillet til Danmark var strandet i udlandet.
Dette tal er nu mindst 2.000, anslår direktør i Rejsegarantifonden Birgitte Fjeldhoff.
»Vi har endnu ikke det fulde overblik, vi er blandt andet afhængige af, at rejsende, der er strandet i udlandet på grund af konkursen i Primera Air, kontakter os,« siger Birgitte Fjeldhoff til Standby.dk.
Mandag løftede boets kurator sløret for, hvor grelt det står til i boet efter det islandske flyselskab.

»Der er bemærkelsesværdigt færre kontanter til rådighed i Primera Air, end hvis man sammenligner med andre flykonkurser,« sagde advokat og partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, Morten Hans Jakobsen, til JydskeVestkysten.
På Facebook skrev flyselskabet, at konkursen skyldes flere uforudsete begivenheder de seneste to år, men det er kun en del af forklaringen.
Ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans blev flyselskabet offer for sine egne tårnhøje ambitioner, da det blev besluttet at tage kampen op med lavprisselskaberne i forsøget på at erobre markedsandele på ruteflyvningerne - i stedet for at satse på charterturismen som hidtil.
Primera Air havde sidste år over 600.000 passagerer fra danske lufthavne, primært København og Billund.
