Opdatering: I et skriftligt svar til DR skriver Færdselsstyrelsen, at deres oplysning var forkert:

'Færdselsstyrelsen har gennem nogen tid oplevet interesse for vejledning omkring kørsel med kode 148 på kørekortet i udlandet. Vi har opdateret styrelsens hjemmeside før ferien, men beklageligvis ikke med de korrekte oplysninger, der gemmer sig i ordningen om en national kode som kode 148,' skriver de.

Har du et kørekort med kodenummeret 148, så skal du være ekstra opmærksom, hvis du har planer om at sætte dig bag rattet i udlandet. 

Ifølge Dagbladet Ringsted kan dette kørekort nemlig kun bruges i Danmark. 

Det særlige ved kørekortet er, at køreprøven er taget i en bil med automatgear, hvor man undervejs har taget mindst syv køretimer i bil med manuelt gear. 

Kørekortet, som man har kunne tage siden 2024, giver tilladelse til at køre bil med både manuelt- og automatgear i Danmark. 

Men hvis du med sådan et kørekort sætter dig bag rattet i en bil med manuelt gear i udlandet, så klapper fælden, hvis politiet stopper dig.

Ifølge mediet kan man på Færdselsstyrelsens hjemmeside læse vejledninger for gyldigheden, hvor der indtil for nyligt ikke har stået en begrænsning på kørekort med kode 148. 

Men nu er der dukket en vejledning op, som understreger, at koden 148 kun gælder i Danmark, og man ikke må køre med manuelt gear i udlandet.

Den nye regel chokerer Danske Kørelæreres Landsforbund.

»Vi er meget overraskede over den nye fortolkning. Det er det stik modsatte af, hvad Færdselsstyrelsen fortalte os, da de indførte de nye regler i 2024. Færdselsstyrelsen sagde til os på et møde, at det var så godt som sikkert, at de nye kørekort også ville gælde i udlandet,« fortæller forbundets formand Allan Sørensen til Dagbladet.

Mediet har rakt ud til Færdselsstyrelsen, som ikke er vendt tilbage inden deadline.