Mange danskere tror, at det er nok at medbringe det blå EU-sygesikringskort, hvis uheldet er ude på ferien, men i mange tilfælde ender folk selv med at skulle punge ud.

Mindst 4.498 danskere blev ifølge Finans sidste år tvunget til selv at betale for behandling, da de blev syge eller kom til skade under en ferie i Europa.

Det gjorde de, selvom det blå kort burde sikre, at danskerne kan blive behandlet på samme vilkår som landets egne indbyggere på offentlige klinikker og sygehuse.

»Vi har hvert år sager, hvor patienter får en regning, selvom de har det blå sygesikringskort og er behandlet på offentlige klinikker,« siger Karin Tranberg, divisionsdirektør for SOS International, til Finans og fortsætter:

»Problemet er lige nu absolut størst i Spanien, særligt på Gran Canaria, hvor man afkræver betaling af syge, der kommer på det offentlige hospital fra en privat klinik. Det kan ligne en regel rettet direkte mod turister.«

Til B.T. uddyber SOS Internationals presseansvarlige, Nina Juhl Østergaard, at de lige nu har omkring 60 sager om rejsende, der har punget ud for behandling på rejser i EU – på trods af en fremvisning af det blå sygesikringsbevis.

»Det kan endda sagtens være, at der kommer yderligere sager i de kommende måneder, da Gran Canaria-sæsonen lige er overstået, og der går noget tid med klagegangen, før sagerne ender i vores systemer,« siger Nina Juhl Østergaard.

Ifølge tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke færre end 15-20 procent af de syge eller tilskadekomne danskere, der i årene fra 2015 til 2017 søgte behandling med EU-sygesikringskortet, modtaget en regning.

Har du oplevet at få en regning for behandling i Europa, selvom det blå sygesikringskort burde have dækket udgiften? Tip os på 1929@bt.dk

Hvis man på ferien i Europa er blevet tvunget til at betale for sin behandling, kan man dog sende en ansøgning til Styrelsen for Patientsikkerhed i håbet om at få refunderet sine penge, hvilket 4.498 gjorde i 2018.

Styrelsen fortæller til Finans, at omkring halvdelen af ansøgere i gennemsnit får refusion, mens andre bliver henvist til regionerne og får refusion derfra, således at langt de fleste får ret i, at behandlingen burde have været gratis i første omgang.

Morten Løkkegaard, V-spidskandidat til EU-Parlamentet, kalder tallene 'alarmerende' over for Finans, mens Socialdemokratiets spidskandidat til EU-Parlamentet, Jeppe Kofod, kalder tendensen for noget 'svineri' i et opslag på Facebook.

'At snyde syge danskere på ferie for tusindvis af kroner er simpelthen noget svineri. Det skal stoppes. Jeg tager sagen op i EU!' skriver Kofod.