Sne i luften, frost i kinderne og tyrolermusik fra højttalerne.

Det lignede ikke Høje Taastrup, men Østrig, da Hedeland Ski Center igen kunne åbne skibakken søndag.

»Vi har haft den vildeste dag på skibakken,« siger formand Cecilie Laage-Petersen til B.T.

Hun vurderer, at omkring 1.500 mennesker har været på pisterne i løbet af dagen – og cirka 2.000 i alt, fordi mange også lagde vejen forbi for stemningen, maden og vintervejret.

Åbne dage som denne hører til sjældenheder i Hedeland. Skicentret er helt afhængigt af frost for at kunne producere sne.

»Vi har kun åbent hvert andet eller tredje år. Det kræver frost, før vi kan lave sne, og det er dét, hele driften afhænger af. Så vi håber i den grad på sne og frost,« forklarer hun.

Den store tilstrømning kunne mærkes allerede på vejen mod bakken, hvor bilerne stod i kø. Alligevel forløb dagen roligt.

»Der var lidt kø ned mod 'det lille hul,' som er der, hvor vi ligger, men der var intet kaotisk. Folk har været i godt humør, og mange børn har været her for at prøve skiløb, inden de skal på skiferie,« siger formanden.

I skihytten blev der serveret varm kakao, pølser og toast, mens tyrolermusik satte stemningen. Skicentret drives udelukkende af frivillige, og alle indtægter går til drift og sneproduktion.

»Man går herfra med røde kinder og godt humør. Det er naturen og stemningen, der gør det særligt,« siger Cecilie Laage-Petersen.

Skibakken forventer at have åbent i løbet af næste uge alt afhængig af vejret.