Turistattraktionen Postbåden, der blandt andet sejler turister rundt på Nakskov Fjord, mangler skippere. 

For i det nye år stopper Postbådens eneste skipper og reder – og siden har man forgæves forsøgt at lede efter nogle, der kan være skipper ombord på båden til turistfarten. 

Det skriver Folketidende. 

I begyndelsen var Postbådens formål at bringe post rundt til fjordens øer, men i takt med postens udfasning er båden blevet en af Lollands mange turistmål. 

Ifølge mediet sejles der flere tusinde turister rundt på Nakskov Fjord i båden. 

Det er dog ikke lige til at finde en afløser til at tage Postbådens ror, når den nuværende skipper stopper. 

Ifølge Michael Vinther, som er den nuværende skipper, skyldes manglen på skippere blandt andet, at dem, der kan varetage arbejdet, har fuldtidsarbejde på Femernforbindelsen, som forbinder Lolland og Tyskland. 

I 2025 kunne Postbåden fejre 100-års jubilæum.