En væltet skulptur i Skanderborg bliver nu efterforsket som hærvæk. Det sker, efter et vidne har henvendt sig i sagen.
Det bekræfter vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Brian Nielsen, til B.T.
»Vi er i gang med at afhøre et vidne, som har set en bil, en sort Mercedes, standse op ved skulpturen.«
»Der er tale om tre gutter, og nogen har altså set dem vælte skulpturen. Så nej, det er ikke blæsten.«
Skulpturen, der går under navnet 'Festi'-Walther,' står normalt placeret i rundkørslen mellem Vroldvej og motorvejen E45 i Skanderborg, skrev TV2 Østjylland tidligere.
Men søndag morgen henvendte en borger sig, da skulpturen blev fundet liggende i græsset.
Noget af guitaren, som skulpturen holder, var tilmed brækket af.
Men de nærmere omstændigheder omkring forløbet stod ellers uklart.
Hændelsen skete ifølge politiet klokken 3.49 natten til søndag og bliver altså nu efterforsket som hærværk. Jesper Brian Nielsen tøver heller ikke med at kalde det »dumt«.
Hvis nogen har set noget mistænkeligt, eller hvis man vil melde sig i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.
Skulpturen har siden 1980 været et symbol på Smukfest-festivalen i Skanderborg. Søren Eskildsen, talsmanden for festivalen, oplyser til TV 2 Østjylland, at skulpturen er på sendt på værksted.
Den skal jo stå klart til sommerens festival, som han siger.

