»Myrder og voldtager du uskyldige, forsvarsløse dyr. Man må håbe, noget tilsvarende ikke sker for dig.«

Det er nogle af de trusler, som ægteparret Sandie og Rune Ring jævnligt modtager. 

De ejer Slagterens Smørrebrød & Delikatesse, men det er ikke let at drive slagterbutik på Islands Brygge i København.

B.T. skrev i går, at ægteparrets butik igen var blevet angrebet – ukendte gerningsmænd smadrede ruderne på butikkens kødknallert klokken 03 om natten.

Hærværk mod butikken er blevet dagligdag for ejerne, der nu fortæller om trusler mod familien.

Der er blevet lagt en brosten foran butikkens dør, kort efter at ruden til butikken var blevet smadret med en brosten, fortæller Sandie Ring til B.T.

Men det er ingenting ved siden af de personlige trusler der er tikket ind i indbakken.

Helt konkret har familien modtaget trusler på Facebook, der nævner ægteparrets barn ved navn.

»Det er det værste vi har været ude for,« siger Sandie Ring og fortsætter:

»Nu er det mit barn, de går efter.«

Sandie Ring fortæller, at ægteparret har været nødt til at tale med deres barn, som har været »mega bange«, om vigtigheden af ikke at gå med fremmede.

B.T. har sløret barnets navn, men i beskederne har afsenderen også sendt et screenshot af barnets egen Facebook-profil.

Trods beskederne blev sagen afvist af Københavns Politi, der ifølge Sandie Ring ikke mente, at truslerne var direkte nok til at rejse sigtelse mod afsenderen.

»Skad dyr og jeg vil skade dig« Opslag på afsenderen af beskedernes Facebook

Familien har dog taget konsekvensen og fået hemmelig adresse.

De er frustrerede over, at politiet aldrig har været i stand til at hjælpe, for ægteparret har selv sendt navne til politiet, men ingenting er sket.

Ægteparret mistænker aktivister fra Vegan Activism Denmark for at stå bag hærværket. På Facebook har gruppen nemlig delt flere opslag med deres ‘aktioner’ mod butikken.

Sandie Ring fortæller desuden, at hun mener at kunne genkende de samme personer, selv når de har masker på.

»Jeg ved sådan set godt, hvem gerningsmændene er, fordi jeg kan genkende dem, og fordi de lægger billeder af ‘aktionerne’ op på sociale medier,« siger hun.

Ruden som senere blev smadret med en brosten. Foto: Privat

Sandie Ring fortæller, at butikken ikke har råd til at betale for et privat vagtværn, som mange ellers foreslår.

Men familien er ved at nå frem til, at det er meningsløst at blive ved med at anmelde sagerne til politiet.

På trods af 11 anmeldelser, som B.T. har set kvitteringer for, er ingen nogensinde blevet anholdt af Københavns Politi.

»Man føler, at systemet svigter, og man føler sig alene,« lyder det fra Sandie Ring, som dog fortæller at butikken mærker sympati og opbakning fra lokalsamfundet på Islands Brygge.

B.T. har kontaktet afsenderen af beskederne og inviteret vedkommende til at medvirke.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Vegan Activism Denmark.

B.T. venter desuden på et svar fra Københavns Politi, som siger at de kommer med et samlet svar på alle sagerne. Kort inden artiklens udgivelse skrev Københavns Politi at det sandsynligvis ikke kunne nås i dag.