I løbet af sommeren er det forbudt at gå en tur på stranden med menneskets bedste ven uden snor.

Fra 1. april til 30. september er det nemlig et lovkrav at have hunde i snor på danske strande, men det er det tilsyneladende ikke alle hundeejere, der er lige gode til at huske på.

I Skødstrup nordøst for Aarhus har episoder med løse hunde det seneste stykke tid skabt konflikter mellem lokale hundeluftere.

I den lokale Facebook-gruppe for beboere i Risskov, Egå og Skæring er kommentarsporet fyldt med beretninger fra borgere, som har haft ubehagelige sammenstød med netop løse hunde.

Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Avisen har blandt andet talt med Lillith Cassiopeia Brynhild Møller. Hun flyttede til Skødstrup for syv år siden med sin hund Van Damme af racen malinois, og især én voldsom oplevelse på en tur med Van Damme for små fire år siden har sat sig fast i hukommelsen.

Her gik Lillith Cassiopeia Brynhild Møller en tur med Van Damme på Skæring Strand, hvor de undervejs møder en mand med en løs golden retriever.

Da Van Damme ikke bryder sig om at møde andre hanhunde, råber hun på lang afstand til hundens ejer, om han ikke vil tage sin golden retriever i snor.

Men manden reagerede ikke, og i stedet kom hunden helt tæt på hende og Van Damme.

»Jeg kæmpede for at holde retrieveren væk med råb og fagter, mens jeg samtidig holdt Van Damme bag mig i tæt snor. På intet tidspunkt tog manden sin hund i snor. I stedet begyndte han at skælde mig ud. Manden truede med at hente sit jagtgevær og skyde min hund. Jeg var rystet,« siger Lillith Cassiopeia Brynhild Møller.

Flere i Facebook-gruppen i skriver, at de oplever, at hundeejere på stranden ikke overholder reglerne og i stedet siger, at lige deres hund ikke gør noget og sagtens kan gå uden snor.

Men ifølge hundeadfærdskonsulent i Landsforeningen Danmarks Civile Hundeførerforening kreds 3, Annette Barksman, kan selv den skarpeste hundeejer ikke vide sig fuldstændig sikker på, hvordan hunden reagerer.

Konsulenten opfordrer til, at hundeejerne erhverver sig to forskellige hundesnore: en kort snor, hvor hunden går tur på ejerens præmis, og en lang snor, hvor hunden får lov at snuse og lege, som den vil.