Kimberly Guilfoyle har måske mistet sit prestigefyldte job som amerikansk ambassadør i Grækenland.

Men den tidligere ambassadør har en anden indtægtskilde i ærmet. I hvert fald kan man for op til 100.000 dollar – svarende til omkring 665.803 kroner – booke hende som foredragsholder.

West Palm Beach i Florida er angivet som Guilfoyles base på hendes profil. Skærmfoto: Speakerbookingagency.com

Den 57-årige tidligere anklager og Fox News-vært blev i sidste uge afskediget fra sin diplomatiske post i Grækenland på grund af beskyldninger om økonomisk misligholdelse.

Men Guilfoyle har ifølge bookinghjemmesiden Speaker Booking Agency allerede lagt nye planer for fremtiden, for det er nu muligt at booke Guilfoyle til »firmaoptrædener, taler, virtuelle events, samtaler ved kaminen og meet and greets«.

Prisen for et foredrag spænder fra 50.000 dollar til 100.000 dollar. 

På profilen er hun nu angivet som »tilgængelig« for bookinger, selvom hendes biografi er forældet og ikke nævner udnævnelsen i Grækenland.

Samtidig er det er uvist, om Guilfoyle, der tidligere var forlovet med den amerikanske præsidents søn Donald Trump Jr., har sikret sig betalte bookinger siden sin afgang.

Det Hvide Hus bekræftede 13. oktober, at Guilfoyle var blevet bedt om at træde tilbage fra sin post i Grækenland, hvilket satte en brat afslutning på hendes tid i Athen.

Det skete, efter at The Wall Street Journal kunne beskrive flere tilfælde af mere eller mindre korrupt adfærd fra Guilfoyle:

Ifølge den amerikanske avis har hun i sin tid som ambassadør angiveligt modtaget ekstravagante gaver.

Hun skal også have forsøgt at få en republikansk donor, Eric Deters, der har givet penge til Trumps valgkampagne, til at give hende et privat bidrag, så hun kunne dække sin Amex-regning på 100.000 dollar.

I andre tilfælde beskyldes hun for at have modtaget penge til gengæld for at give adgang til personer i Trumps administration. Det skal være sket, inden hun blev godkendt til sin post som ambassadør.

Guilfoyles advokater har afvist, at det skal være tilfældet.