Trumps nye pressesekretær afsløret på første arbejdsdag
Katie Zacharia har tidligere spredt konspirationsteorien 'pizza gate' og beskyldt Hollywood-eliten for at være pædofile kannibaler.

Katie Zacharia har tidligere spredt konspirationsteorien 'pizza gate' og beskyldt Hollywood-eliten for at være pædofile kannibaler.

Donald Trumps nye pressesekretær, Katie Zacharia, har haft en brutal begyndelse på sit nye job.
Mandag var første arbejdsdag i Det Hvide Hus. Tirsdag skaber hendes tidligere aktivitet på sociale medier postyr.

Det viser sig, at Zacharia tidligere har spredt konspirationsteorien 'pizza gate', beskyldt Hollywood-eliten for at være pædofile kannibaler, og hævdet at den tidligere førstedame Michelle Obama har en penis.
CNN og substack-mediet The Bulwark står bag den omfattende gennemgang af hendes tidligere opslag, delinger og slettede opslag på sociale medier.
Mange af opslagene stammer fra 2022, hvor Zacharia var aktiv på det sociale medie Truth Social.
'Den radikale venstreorienterede Hollywood-elite består af syge, pædofile kannibaler. Bevis mig, at jeg tager fejl,' lød det i et af Zacharias opslag ifølge CNN.
Opslaget var en reaktion på en artikel om skuespilleren Timothée Chalamet, der havde fået stående ovationer for sin rolle i filmen 'Bones and All', som er en kærlighedsfilm om kannibalisme.
Zacharia har også fremsat alvorlige anklager mod John Podesta, som tidligere var stabschef i Det Hvide Hus under Bill Clinton og kampagneleder for Hillary Clinton.
Podesta har været et centralt mål i den afkræftede konspirationsteori 'pizza gate', der opstod under præsidentvalgkampen i 2016 og gik ud på, at ledende demokrater drev en pædofiliring i en pizzarestaurants kælder i Washington, D.C.
»Pedo Podesta,« skrev Katie Zacharia i et opslag på Truth Social i 2022.
Et par dage senere taggede Katie Zacharia en Fox News-tv-vært og Donald Trump i et nyt opslag, hvor hun stillede spørgsmålet: »Hvorfor Fox News ikke skriver en feature om, hvilken pædofil Podesta er«.
Det er blevet bevist, at der ikke var hold i påstanden. Pizzarestauranten havde ikke engang en kælder.
Zacharia har også tidligere delt et opslag med en påstand om den tidligere amerikanske førstedame Michelle Obama.
Opslaget refererede til en udtalelse fra komikeren Joan Rivers, der i 2014 hævdede, at Michelle Obama er en mand. Rivers døde samme år. Opslaget, som Zacharia delte, antydede, at dødsfaldet var relateret til udtalelsen.
Katie Zacharia har overtaget stillingen som pressesekretær fra Karoline Leavitt, som forlod jobbet 27. august for at prioritere tid med sin familie.
Zacharia har ikke villet svare på CNNs spørgsmål om sin aktivitet på sociale medier, men skriver til mediet:
»Jeg er taknemmelig for at tjene præsident Trump som pressesekretær, og jeg vil flittigt og effektivt forstærke hans succesfulde dagsorden.«