Det »rammer« Asger Fredslund, som er tidligere udsendt med specialoperationsstyrken Siriuspatruljen, at Donald Trump igen langer ud efter Danmarks forsvar af Grønland.
»Det er så illoyalt, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Tænk, at en nært allieret, som vi har behandlet rigtig godt og tillidsfuld gennem 80 år, pludselig stikker en kniv i ryggen på os.«

Det var natten til mandag, at den amerikanske præsident i et hånligt tonefald gentog budskabet om, at USA har brug for Grønland.
Det vrimler med russiske og kinesiske skibe i de grønlandske farvande, men Danmark har kun oprustet sit arktiske forsvar med én hundeslæde for at øge sikkerheden i Grønland, sagde Trump ombord på Air Force One til journalister.
»Det er sandt. De synes, det var et godt træk,« sagde han, mens Lindsay Graham, senatoren fra South Carolina, der også går under kælenavnet »Trump-hviskeren«, brød ud i latter.

En latter, som Asger Fredslund er bredskuldret nok til at grine lidt af det, siger han.
»Det er jo til grin. Det passer jo ikke. Det er jo helt uden for skiven.«
Asger Fredslund henviser til, at Danmark har afsat 42 milliarder kroner til oprustning i Arktis og Nordatlanten. Langt det meste er dog endnu ikke ankommet til Grønland.
Når Trump henviser til én slædehund, så henviser han formentlig til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V)s udtalelse i Jyllands-Posten i december 2024.
Her lød det, at man ville have to – og ikke ét – ekstra slædehold til Siriuspatruljen.

I den endelig aftale står der, at man vil styrke den arktiske specialoperationsstyrkes tilstedeværelse - ikke et ord om antal hundeslæder. Forsvaret meddelte dog for 15 dage siden, at Sirius har købt 15 nye grønlandske slædehunde.
Asger Fredslund peger på, at slædehundene er den mest effektive måde at operere i Grønland på. Det bekræfter en nyere canadisk undersøgelse.
»Hundene advarer imod isbjørne og registrerer, hvis vi er på vej ud på tynd is. Samme advarsel vil vi aldrig få på en snescooter,« siger Fredslund, der er tidligere patruljeleder ved Siriuspatruljen. I dag er han foredragsholder og direktør i firmaet Sirius Partner.
Asger Fredslund har et stort kendskab til de militære forhold på den geopolitisk vigtige ø, som han har besøgt årligt, siden han første gang kom dertil med Sirius i 1994.

Noget der er foruroligende ved Trumps seneste udmelding om Grønland er timingen.
»Det er nærmest i samme åndedrag, som Trump annekterer Venezuela, at han begynder at nævne Grønland igen, og det er bekymrende,« siger Asger Fredslund.
Du afviser Trumps kritik af slædehundene. Betyder det, at du mener, at Siriuspatruljen vil kunne forsvare Grønland, hvis USA forsøger at annektere Grønland?
»Nej. Vi kan forsvare os selv, men Siriuspatruljen er ikke en kampenhed. Vi er øjne og øre, der skal håndhæve suveræniteten. Vi har bare nogle gamle rifler til at forsvare os mod en isbjørn,« siger Asger Fredslund.
»Men amerikanerne vil aldrig angribe Nordøstgrønland, hvor Sirius er til stede, for det er så stort et område, at det er helt absurd at tænke på. Hvis amerikanerne vil have Grønland, så sætter de sig på Lufthavnen i Nuuk. Vi er slet ikke til stede i Nuuk.«
Den første Siriuspatrulje blev sendt afsted i 1950 med det formål at håndhæve Grønlands suverænitet langs øens 16.000 kilometer lange nordøstlige grænse. Der er 12 mand afsted ad gangen, når Sirius patruljerer med hundeslæde.

Bliver Siriuspatruljen trænet i, hvordan I skal operere, hvis amerikanerne angriber?
»Det korte svar er, at ja, der er et beredskab, men jeg kan ikke udtale mig om det.«
Asger Fredslund forklarer, at patruljen løbende bliver trænet i beredskabet i tilfælde af et angreb.
»Vi er en specialenhed, og vi er rimelig gode til det, vi kan. Vi kan ikke nedkæmpe det amerikanske militær, men det, som vi er gode til, det er vi rigtig gode til.«
Siriuspatruljen kan klare sig i Arktis i meget lang tid ad gangen. Ifølge Asger Fredslund er der ikke mange i verden, der har de kompetencer.
»Dér har vi en unik spidskompetence sammenlignet med de fleste. Amerikanerne har ikke styrker, der kan det, som vi kan.«

