De jubler i Trump-lejren.
Over at danske Victoria Kjær Theilvig i weekenden vandt den prestigefyldte Miss Universe-konkurrence.
Som den nyvalgte præsidents søn, Donald Trump Jr., skriver på X – hvor han tydeligvis kæder valgsejren sammen med den første danske sejr i skønhedskonkurrencen:
»Biologiske og objektivt attraktive kvinder kan igen få lov til at vinde skønhedskonkurrencer,« konstaterer han og tilføjer:

»Vi er så meget tilbage.«
Også Elon Musk, der har støttet Donald Trump massivt før, under og efter valget, gør sig bemærket på sit eget sociale medie med et lignende budskab:
»Breaking: Internettet er chokeret, efter at en attraktiv og biologisk kvinde med sund vægt vandt Miss Universe-konkurrencen.«
Indsparkene fra Donald Trump Jr. og Elon Musk kan ses som et understregning af den anti-woke-agenda, som Trumpfløjen har stået for i USA.
For ja, Victoria Kjær Theilvig er ikke bare den første dansker, der nogensinde har vundet konkurrencen.
Hun er samtidig den første blonde vinder i 20 år.
Og så er hun altså en kvinde. Ligesom alle de øvrige vindere af Miss Universe, i øvrigt.
Men så sent som sidste år trak det overskrifter, da skønhedskonkurrencen havde deltagelse af to transkønnede kvinder, fra Holland og Portugal.

Samtidig har Donald Trump i forbindelse med sine vælgermøder i de seneste år flere gange dundret mod den frisindede identitetspolitik, som eksempelvis demokraterne har stået for.
»Vi vil besejre dyrkelsen af kønsideologi og bekræfte, at Gud skabte to køn: Kaldet mænd og kvinder,« som Donald Trump sagde ved et vælgermøde i South Carolina sidste år,« ifølge Telegraph.
Den kommende præsident har også tordnet mod deltagelse af transkønnede kvinder i sport.
Men ironisk var det ham selv, der åbnede døren for deltagelsen af transkønnede kvinder i lige præcis Miss Universe-konkurrence, som Donald Trump ejede og drev fra 1996-2015.

I 2012 blev Jenna Talackova således smidt ud af den indledende Miss Universe Canada-konkurrence, da det kom frem, at hun var født som en mand.
Dengang greb Donald Trump dog egenhændigt ind og omgjorde den afgørelse, som nyhedsbureauet Reuters dengang skrev.
»Vi har ladet hende være med, så lad os se, hvad der sker. Måske gør hun det godt, måske ikke. Det bliver meget interessant at se, hvad der sker,« sagde Donald Trump dengang.
Nu har kønspiben altså fået en anden lyd.
Her kan du læse mere om, hvad Victoria Kjær Theilvig får ud af at være blevet Miss Universe.

