Grønlænderen Timmy Zeeb blev for halvandet år siden gjort verdensberømt, efter han med den velkendte røde Make America Great Again-kasket på hovedet tonede frem i en video på USA-præsident Donald Trumps sociale medie Truth Social.

»Buy us (Køb os red.),« sagde han blandt andet på videoen.

7. januar 2025 delte Donald Trump videoen med Timmy Zeeb.

Og den på det tidspunkt nyvalgte præsident gjorde det meget klart, at Timmy Zeeb var symbolet på, at de grønlandske indbyggere er 'MAGA'. 

Ligeledes skrev Donald Trump i samme opslag, at grønlænderne vil få meget ud af 'hvis, og hvornår', de bliver en del af 'vores nation', altså bliver del af USA. 

Se det virale opslag fra Donald Trump her:

Tirsdag blev det så slået fast, at Grønland ikke bliver solgt til USA, men fortsat vil være en del af det danske kongerige.

Det er en konstatering, efter Donald Trump, statsminister Mette Frederiksen (S) og formanden for Grønlands regering, Jens-Frederik Nielsen, underskrev en ny aftale i FN-bygningen i New York.

'Trump skal ikke købe os'
Efter offentliggørelsen af den nye aftale har B.T. talt med Timmy Zeeb, der fortsat bor i en lejlighed i Nuuk og i dag arbejder som fisker. 

Han slår fast, at han i dag ikke mener, at USA skal købe Grønland. 

»Selvfølgelig skal Donald Trump ikke købe os,« siger Timmy Zeeb.

Han fortæller, at han faktisk sagde lige præcis sætningen 'buy us' for at lave lidt sjov med amerikanerne, der stod med MAGA-kasketterne ved et supermarked i Nuuk.

»Jeg sagde til dem, at Donald Trump skulle købe Grønland, men jeg gider ikke være amerikaner, fordi de er for tykke,« siger han og smiler.

Men den sidste del af sætningen kom altså ikke med på videoen, Trump delte. 

»Jeg vågnede dagen efter med over 1.000 beskeder fra medier og journalister fra hele verden. Jeg var lige pludselig verdenskendt,« tilføjer han. 

Kaldt 'landsforræder'
Timmy Zeeb mærkede også vrede fra mange grønlændere, og der kom flere hadbeskeder til ham på sociale medier fra folk i Danmark. 

»Jeg blev kaldt landsforræder og alt muligt, men jeg grinte mest af det, og jeg svarede med en smilende grimasse,« siger han. 

Også i hans egen familie var der vrede. 

»Min moster var rimeligt sur på mig, men resten af familien ved godt, at jeg kan lukke lort ud af munden en gang imellem, så de tog det meget pænt,« siger han.

Hvordan er dit forhold nu til din moster?

»Vi har det fint nu. Min moster er meget efterladen og en meget fin kvinde,« siger han. 

'Grønland er Grønland. Ikke USA'
Timmy Zeeb er trods alt glad for, at han har været med til at sætte fokus på Grønland ved at være med i videoen.

»Der er kommet mere fokus på Grønland den seneste tid, og Danmark er vågnet mere op. Det er lidt godt,« siger han. 

Hvordan har du det så med aftalen, der tirsdag er blevet indgået mellem Danmark, USA og Grønland?

»Det er jo en aftale, som er lidt af den gamle aftale, men det er jo godt, at vi beholder Rigsfælleskabet. Danmark er heldig,« siger han og tilføjer:

»Grønland er Grønland. Ikke USA.«

'Er ude at kriminaliteten'
Efter Donald Trumps deling af videoen kom det i øvrigt frem, at Timmy Zeeb har flere alvorlige domme bag sig.

Og i 2009 var han efterlyst af myndighederne i Grønland for at være stukket af fra et fængsel.

»Jeg er ude af kriminaliteten. Jeg er storfisker nu, passer min datter og hygger mig med familien,« siger han.