Havskildpadder af arten ægte karette hører normalt til Middelhavet, Atlanterhavet, Stillehavet eller Det Indiske Ocean.

Men det seneste stykke tid er flere af havskildpadderne søgt mod det noget koldere Vadehavet – nærmere bestemt øerne Sild og Amrum.

Eksperter har en mistanke om, at den globale opvarmning er årsag til, at skildpadden er endt i Vadehavet. Det skriver det tyske medie NDR.

De ægte karetteskildpadder er dog ikke vant til at være i farvande med koldere temperaturer, og derfor er flere af dem døde.

»Dyrene kan ikke længere bevæge sig, de er lammede og kan ikke komme op af det kolde vand,« siger Stefan Köster, der arbejder for akvariet i Sild, og tilføjer, at det kan føre til chok for skildpadderne.

»Hvis dyrene ikke bliver fundet og plejet, dør de,« siger han videre.

To af de truede havskildpadder, der skyllede op i Vadehavet, er overlevet, og de skal nu komme sig – blandt andet ved hjælp af antibiotika, inden de vil blive overbragt til et rehabiliteringscenter for havdyr i Frankrig. 

Dette skal efter planen ske i bil til sommer, og under turen holdes skildpadderne i kasser uden vand. De skal fugtes hver anden time, især omkring øjnene, da de ellers tørrer ud, skriver NDR.