Tror du på, at vi får en hvid jul i år? Tør du sætte penge på det?

Selvom vi stadig er i oktober måned har man i hvert fald muligheden nu.

Det kolde vejr er trods alt også kommet for at blive, men sne skal vi ikke forvente meget af. De helt tidlige prognoser fra Danske Spil giver meget små chancer for hvid jul. Og det samme gør DMI.

'Det generelle vejrscenarie i december er vådt, blæsende og mildt med temperaturer og nedbør over normalen,' skriver langtidsmeteorologerne.

23. december 2010 hele Danmark er lammet af sne. En sneplov kæmper sig igennem de juleshoppende på Strøget i København.
23. december 2010 hele Danmark er lammet af sne. En sneplov kæmper sig igennem de juleshoppende på Strøget i København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Lige nu giver en hvid jul i Danmark odds 7,00 og det modsatte odds 1,07.

'Så lavt et odds er jo en rigtig klar indikation på, at vi ikke tror på det,' lyder det i en pressemeddelelse fra Peter Emmike, der er oddsansvarlig i Danske Spil.

Det skyldes, at en hvid jul er en meget sjælden begivenhed.

Mere præcist har 90 procent af Danmark været dækket af en halv centimeter sne, som det lyder i DMI's definition, ni gange på lidt under 100 år.

Tommerfingerreglen lyder, at det sker hvert 13. år. Senest havde vi hvid jul i 2010 med både snestorme i hele landet og snekaos på Bornholm.

Den foreløbige langtidsprognose fra DMI viser, at der er mulighed for sne og slud, hvis et lavtryk bevæger sig ind over Danmark fra vest eller nordvest.

Alt kan dog nå at ændre sig, da der stadig er lidt under to måneder til jul.

De næste langtidsprognose for december kommer om 14 dage, oplyser DMI.