København Zoo befandt sig i noget af en shitstorm, da de i 2014 aflivede og dissekerede giraffen Marius for øjnene af alle de interesserede fremmødte.

Shitstormen fortsatte, da Odense Zoo i 2015 foretog en dissektion af en løve.

Men til trods for både skepsis og shitstorm, så er Odense Zoo endnu en gang klar til at tilbyde gæsterne i den populære, fynske attraktion et syn, man ikke ligefrem ser hver dag. Endnu en løve skal nemlig dissekeres.

Det fortæller Odense Zoos direktør Bjarne Klausen til B.T.

»En del af vores mission som zoologisk have er at skabe fascination og ikke mindst viden om de dyr, der befinder sig i parken. Og jeg kan ikke se noget galt i, at den viden blandt andet kommer gennem dissektion,« fortæller Bjarne Klausen og uddyber:

»For os er det enormt vigtigt at bruge dyrene fuldt ud. Selvfølgelig kunne vi efter en aflivning godt sende dyret direkte til destruktion, men for os er det vigtigt også at give et indblik i dyrene på den her måde.«

Søndag vil gæster i Odense Zoo altså få mulighed for at komme helt tæt på en løve, ligesom de fremmødte kan blive klogere på, hvordan sådan et rovdyr er skruet sammen indeni.

»Langt de fleste synes jo også, at det er interessant at se en løve på den her måde,« siger zoo-direktøren.

Udlandet har særligt kritiseret Odense Zoo for at dissekere dyr offentligt. Men ikke desto mindre så er det noget, den zoologiske have har gjort i over 20 år. Arkivfoto.
Udlandet har særligt kritiseret Odense Zoo for at dissekere dyr offentligt. Men ikke desto mindre så er det noget, den zoologiske have har gjort i over 20 år. Arkivfoto. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Og Hunløven, der skal dissekeres søndag, har faktisk ligget på frost i flere år.

Den blev aflivet i 2019 på grund af interne kampe i løveflokken, der gradvist tog til. Det var dengang ikke muligt at afsætte den til en anden zoologisk have. Siden har den så været på frost, så den kunne bruges til formidling, men så kom en masse coronarestriktioner i vejen for dissektionen af hunløven.

»Den helt store udfordring bliver nok at tage løven op fra frost på det rigtige tidspunkt. For tager vi den op for sent, vil den være for frossen, og tager vi den op for tidligt, så vil den ikke lugte særlig godt.« siger Bjarne Klausen.

Efter dissektionen vil Odense Zoo sende løven til destruktion.

Kan du godt forstå, hvis der er nogle, som er skeptiske over valget om at dissekere en løve til offentligt skue?

»Vores erfaring med dissektioner af dyr er, at der naturligvis er nogle, som er skeptiske. Og vi mener helt sikkert, at diskussionen, om hvorvidt det er okay, er vigtig at have. Men diskussionen bliver bare en smule hul, hvis skepsissen kommer fra folk, der til dagligt spiser masser af kød,« siger Bjarne Klausen og uddyber:

»For os er et liv et liv, uanset om en løve eller en gris dør. Og når et dyr er dødt, jamen så er der heller ikke mere følelse tilbage i det. Så er det dødt. Og så kan det lige så godt bruges til formidling.«

I den forbindelse slår Bjarne Klausen det dog fast, at man som medarbejder i Odense Zoo naturligvis knytter sig meget til de dyr, man hver dag går og passer.

»Men vi er også bare nødt til at forholde os professionelt til det,« afslutter direktøren.

Dissektionen kommer til at finde sted klokken 13 ved Atollen i Odense Zoo.