»Jeg kan se, at færre og færre spritter deres hænder af. Jeg synes, det er bekymrende, at man ignorerer det, når man er ude at handle ind. Når man retter henvendelse til personalet om, at beholdere er tomme, så er de ligeglade.«

Sådan lyder blot en af mange læserhenvendelser i B.T.s corona-liveblog, der omhandler vaner om håndhygiejne.

Efter henvendelserne har B.T. undersøgt nærmere, om det nu også kan passe, at færre spritter deres hænder af, efter coronavirus ikke længere er en samfundskritisk sygdom, og vi lever med færre restriktioner, end vi gjorde for bare et år siden.

Vi starter hos supermarkedskæden Coop. Her kan man rigtig nok se, at der bliver brugt mindre håndsprit, fordi dispenserne med håndsprit ikke lige så hurtigt bliver tømt som tidligere.

»Vores kunder husker stadig at afspritte hænder, men det er på et lavere niveau, end da coronaen var på sit højeste. Det har været nogenlunde konstant siden sommerferien. Men vi forventer, at det vil tage til igen, nu hvor influenza- og forkølelsessæsonen går i gang,« siger kommunikations- og analysechef Lars Aarup.

Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, der måler befolkningens adfærd og holdning til coronakrisen. Han kan ligeledes bekræfte et fald i danskernes brug af håndsprit.

»Overordnet set har folk over de seneste måneder været mindre opmærksomme på hele viften af gode råd: Det vil sige omkring at holde afstand og omkring at holde en god håndhygiejne,« siger Michael Bang Petersen og tilføjer:

»Opfattelsen af, hvad det vil sige at have god håndhygiejne, har også ændret sig. Da coronakrisen var på sit højeste, var god håndhygiejne, at man sprittede af et utal af gange, hvor det nu ikke er samme oplevelse,« siger han.

I marts 2020 blev der hurtigt udsolgt af håndsprit. I dag er varen ikke længere så eftertragtet, som den var tidligere. 
I marts 2020 blev der hurtigt udsolgt af håndsprit. I dag er varen ikke længere så eftertragtet, som den var tidligere.  Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

Professoren mener dog, at det er en naturlig udvikling, som har fundet sted, eftersom myndighederne i begyndelsen af september i år ikke længere anså coronavirus som en samfundskritisk sygdom.

Han påpeger dog samtidig, at man så småt kan spore en øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger og håndhygiejne i takt med stigende smittetal og indlæggelser, der har været de seneste uger.

»Det så vi også sidste efterår, at når smitten steg, så reagerede folk på det,« siger Michael Bang Petersen.

Han mener, at danskerne i løbet af det seneste halvandet år generelt har fået en større bevidsthed omkring, hvordan smitte spreder sig, og hvad man kan gøre for at forhindre det.

Afstandsmarkeringer eksisterer fortsat i supermarkederne og kan være med til at forhindre smitte mellem mennesker.
Afstandsmarkeringer eksisterer fortsat i supermarkederne og kan være med til at forhindre smitte mellem mennesker. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Vi ved fra tidligere sundhedskriser af den karakter, at man kan ændre hygiejneadfærd. Men det er klart, at det også handler om, hvilke rammer der bliver opstillet. For eksempel om der fortsat være vil håndsprit ved indgangen til supermarkedet,« siger professoren.

Hos Coop forsikrer Lars Aarup dog, at håndspritten er kommet for at blive:

»Vi sørger for, at der er håndsprit i dispenserne i vores godt 1.000 butikker, og det vil der også være fremover. Overordnet har det ikke været en udfordring at fylde dem op, og hvis de i enkelte tilfælde har været tomme, har vores kunder været søde til at sige det videre,« siger han.

Andre læser også