De seneste måneder har kræftskandalen rullet på Aarhus Universitetshospital.

Alligevel holder hospitalets ansatte på lørdag en gigantisk havefest til 4,3 millioner kroner, skriver Stiften.

På plakaten er der da også kendte kunstnere som Phlake, Le Freak og Blæst, der senere på sommeren skal åbne både Smukfest i Skanderborg og Roskilde Festival. 

Den dyre havefest kommer ellers efter en periode, hvor DR har afdækket den ene skandale efter den anden om kræftbehandlingen på Aarhus Universitetshospital.

Det er både kommet frem, at der er alt for lange ventetider til kræftpatienter, og advarsler fra læger er blevet ignoreret. 

I maj besluttede SVM-regeringen, at der skal gives fem milliarder kroner ekstra til blandt andet kræftbehandlingen i sundhedsvæsenet, og her nævnes kræftskandalen som en ret stor årsag. 

Sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Susanne Lauth, erkender da også, at den 'skæve' timing er blevet endevendt af hospitalets ledelse, som har taget initiativet og fundet pengene til begivenheden.

»Ja, vi kunne godt bruge pengene på noget andet, men der indgår mange andre aspekter i beslutningen om at gennemføre havefesten. Ikke mindst, at vi vil bruge ressourcer på at fejre det uundværlige personale, som har bragt os i gennem etableringen af det nye Aarhus Universitetshospital og corona-epidemien,« siger sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth, til Stiften.