Realistisk set er det usandsynligt at udrydde covid-19.

Sådan lyder budskabet fra den hollandske professor i teoretisk epidemiologi Hans Heesterbeek ved universitetet i Utrecht, der i en klumme på forskerzonen.dk forklarer, hvorfor han mener, det er usandsynligt.

»Når et tilstrækkeligt antal personer er immune – enten gennem vaccination eller naturlig smitte – begynder udbredelsen af sygdommen at mindskes, og antallet af sygdomstilfælde falder gradvist. Men det betyder ikke, at sygdommen forsvinder med det samme, eller at den forsvinder helt,« skriver Hans Heesterbeek.

Han argumenterer for, at der altid vil være ‘lommer’ i samfundet, hvor smitten kan opstå. Det betyder, at coronavirus vil sprede sig, hvor befolkningstætheden og interaktionen folk imellem er høj og beskyttelsen lav nok til at opretholde smitteoverførslen.

Virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix 
Virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix 
Vis mere

På B.T. har vi spurgt to danske eksperter, hvad de mener om den umiddelbart dystre forudsigelse.

Allan Randrup Thomsen, virolog ved Københavns Universitet, er enig med sin udenlandske kollega i, at det ikke er realistisk fuldstændigt at udrydde covid-19:

»Vi har jo også set det med eksempelvis mæslinger, hvor potentialet for udryddelse var der, men hvor vi har haft større og mindre udbrud blandt andet på grund af mistillid til vaccinen og manglende vaccinedækning. Så selv hvis de teoretiske omstændigheder er gode nok, så kan det være svært at udrydde – i den virkelige verden er tingene mere komplekse end i matematiske modeller for, hvad der kan lade sig gøre,« siger Allan Randrup Thomsen.

Han påpeger desuden, at en udryddelse vil være umulig, fordi mennesker ikke er den eneste vært, virus kan bo i.

»Virus kommer antagelig fra en eller anden flagermusart, og den kan vi ikke bare udrydde. Selv hvis det kunne lade sig gøre, så vil det økologisk være en katastrofe at udrydde en hel art,« siger virologen.

En total udryddelse af virus afhænger i den grad også af, hvor succesrigt et kommende vaccinationsprogram viser sig at være.

For at være en succes skal det have en dækningsgrad på minimum 85 pct. Derfor kan vaccineskeptikere vise sig at blive et af de største problemer i kampen mod covid-19 på længere sigt, vurderer Rune Hartmann, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet.

»Hans Heesterbeek har jo ret i, at det vil være usandsynligt, at vi kan vaccinere i alle hjørner af kloden, og hvis ikke folk får en vaccine, så kommer vi ikke af med coronavirus. Derfor er det meget en politisk beslutning, hvor høj dækning vi får, og det går jo imod vores traditioner at tvinge folk til det,« siger han og tilføjer:

Pfizer er en af de vaccineproducenter, der er længst fremme med at fremstille en effektiv vaccine. Firmaet er lige nu ved at søge om godkendelse af vaccinen hos lægemiddelmyndighederne.
Pfizer er en af de vaccineproducenter, der er længst fremme med at fremstille en effektiv vaccine. Firmaet er lige nu ved at søge om godkendelse af vaccinen hos lægemiddelmyndighederne. Foto: DADO RUVIC
Vis mere

»Hvis 'lommerne' bliver for store, så kan sygdommen overleve. Det er det, vi kalder for den 'endemiske overlevelse'. Som matematisk funderet person vil det derfor ud fra mit perspektiv give mening at vaccinere alle,« siger Rune Hartmann.

Endnu et problem, som kan opstå i målet om at udrydde coronavirus, er, at myndighederne endnu ikke har taget stilling til, om vaccinen skal gives til børn.

»Der opstår jo et dilemma for sundhedsmyndighederne, i og med at børn ikke bliver voldsomt syge af covid-19. Derfor vil nogen argumentere for, at man ikke skal vaccinere den gruppe – alle vacciner kan jo have bivirkninger. Men på et tidspunkt bliver de jo store, og så skal de vaccineres, hvis man vil opnå samme immunitet som resten af befolkningen,« siger Allan Randrup Thomsen.

Det er ifølge Allan Randrup Thomsen »endnu oppe i luften«, hvor meget immunitet vaccinen vil give – altså om vaccinen skal gives flere gange, som det eksempelvis ses med influenzavacciner, der skal gives årligt.

Rejsende skal flere steder i verden lade sig teste for covid-19, før de får lov at rejse ind i landet. Her er det i Tyskland.
Rejsende skal flere steder i verden lade sig teste for covid-19, før de får lov at rejse ind i landet. Her er det i Tyskland. Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

»Det kan være, vi skal vaccinere løbende gennem livet. Hvis vi skal det, kan det også tale imod, at vi kan udrydde virus. Det sætter store krav til, at folk husker at blive vaccineret, og især risikogrupperne,« siger han.

I kampen mod udryddelsen spår Rune Hartmann desuden, at internationale rejsende vil blive mødt med krav fra luftfartsselskaber om, at de er vaccineret mod covid-19, ligesom det australske flyselskab Qantas allerede i denne uge annoncerede, de havde planer om.

»Jeg tror, vi vil se flere af den slags tiltag i fremtiden,« siger professoren.

Hvis det dog lykkes at holde virus nede, er der ikke udsigt til, at covid-19 behøver have væsentlige samfundsmæssige konsekvenser:

»Så kan vi vende tilbage til et normalt liv med alle de andre infektioner, vi får fra tid til anden,« siger Allan Randrup Thomsen.