Det slutter præcis samme sted, som det begyndte fire uger tidligere.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig det tilløbsstykke, det bliver, når Jonas Vingegaard onsdag indtager Tivoli som – syv, ni, tretten – vinder af Tour de France 2022.

Men på trods af forårets tumultariske episoder i selvsamme forlystelsespark, frygter Tivoli ikke, at noget lignende skal ske denne gang. Det skriver TV 2.

Før den nykronede Tourkonge når så langt, skal han køre i åben bil fra Københavns Lufthavn til Københavns Rådhus, hvor han skal hyldes på balkonen omkring klokken 13.45.

Klokken 16 vil Jonas Vingegaard og en række af de øvrige danske Tour-ryttere blive hyldet på plænen i Tivoli.

Hvor mange gæster, der vil blive plads til, bliver der ikke sat tal på på forhånd, fortæller Tivolis pressechef Torben Plank til TV 2. Dermed er først til mølle det bedste råd.

Tidligere på året så Tivoli sig nødsaget til at aflyse to koncerter og pille navne af årets Fredagsrock-plakat. Det skete i kølvandet på to fredagskoncerter, som bød på slåskampe og det, politiet beskrev som »dårlig stemning«, da dørene til forlystelsesparken måtte lukke sine døre tidligt.

På Vesterbrogade foran hovedindgangen var tusinder af utålmodige unge samlet, og på videoer derfra kunne man se, at flere hoppede over hegnet ind til parken.

Forlystelsesparkens kommercielle direktør, Niels Erik Folmann, påpegede efterfølgende, at der er sket en ændring i selve kulturen blandt gæsterne, efter at coronapandemien mestendels har sluppet sit tag.

»Det er kommet bag på os, at det er accelereret så meget. Jeg havde en kollega, der sagde, at det virker, som om det er nytår hver fredag. Ikke kun hos os, men i bybilledet generelt,« sagde han til Ritzau.

»Det virker, som om der er en on-knap, og når man trykker på den, så bliver der drukket igennem. Folk sejler rundt på en måde, som vi bare ikke er vant til.«

Efter kaosset indførte Tivoli et helt nyt system med pladsreservation til Fredagsrock-koncerterne. Et system, som altså ikke bliver taget i brug til onsdagens Tour de France-fejring.

Alligevel mener Tivoli-pressechefen ikke, der er grund til at være bekymret for tumult og kaos.

»Nu har vi rigtig mange års erfaring med håndtering af store events, og vi har også tidligere haft store events i haven, så det er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på. Vi har også et fint samarbejde med Københavns Politi, så det tager vi ganske roligt. Det skal vi nok håndtere,« siger Torben Plank til TV 2.

Ved fejringen onsdag kommer ti procent af entreindtægterne efter klokken 15 til at blive doneret til Børns Vilkår og BørneTelefonen. Tivoli oplyser, at man arbejder på højtryk for at få optrædener på plads til arrangementet.

Det fulde program vil blive præsenteret i starten af den kommende uge, lyder det.

Denne artikel er fra Berlingske.