Antallet af flypassagerer er fordoblet fra maj til juni, og 13 procent af danskerne planlægger at holde ferie i udlandet. På trods af coronakrisen vil danskerne til sydens varme.

B.T. har talt med en række danskere, der lige nu er på ferie i Sydeuropa.

Mikkel Bennetzen er i Italien med sin kone og to teenagedøtre

Familien nyder ferien uden så mange andre mennesker. Foto: Privat
Familien nyder ferien uden så mange andre mennesker. Foto: Privat
Vis mere

Igennem otte år er familien Bennetzen kommet i den italienske by Arcevia i Le Marche-regionen. Og trofaste er de, for igen i år har de lejet en feriebolig lidt uden for byen. Men det er lidt anderledes end normalt. Der plejer at være mange turister og liv i gaderne mellem alle de lokale, der også tager på ferie i området, men i år er det næsten kun Mikkel Bennetzen og hans familie, der er på besøg fra Nordeuropa.

»Italienerne virker overrasket over, at vi er kommet, for der er ikke rigtig andre turister. Men det synes vi er befriende, og vi nyder at have det for os selv. De turistattraktioner, der er, er der næsten ingen mennesker ved. Det er skønt.« siger Mikkel Bennetzen.

Restauranterne er tomme flere steder i Italien. Foto: Privat
Restauranterne er tomme flere steder i Italien. Foto: Privat
Vis mere

Byens ro er dog ikke så god ved restauranterne. Mange er lukket ned, fordi der ingen turister er til at lave omsætning.

»Det gør ikke noget for vores ferieoplevelse. Man dør ikke af sult, og det er stadig muligt at gå ud og få noget at spise. Det er dejligt med ro og plads til at slappe af.«

Heidi Larsen er ved Gardasøen med sin kæreste og lille datter

Tæt ved Gardasøen i Italien er Heidi Larsen lige nu på campingferie. En noget mere mennesketom oplevelse end tidligere. Sidste år væltede det med danskere over det hele, i år ser Heidi Larsen ingen. Men det er ikke så underligt, for campingpladsen har plads til 5.000 mennesker, og i år er der kun 1.000.

Før rejsen var Heidi Larsen noget betænkelig ved at tage af sted i forhold til coronasmitte og restriktioner. Hun blev dog positivt overrasket.

Poolen til campingpladsen ved Gardasøen er praktisktalt tom for mennesker. Sidste år var den helt fyldt. Foto: Privat
Poolen til campingpladsen ved Gardasøen er praktisktalt tom for mennesker. Sidste år var den helt fyldt. Foto: Privat
Vis mere

»De går utrolig meget op i corona. Der er mundbind og og sprit. De gør virkelig en indsats for at imødekommene restriktionerne, og de sløser absolut ikke. Man skal blandt andet have mundbind på, når man går ind i butikker.«

En omvendt oplevelse, end da Heidi Larsen var i Skagen i Danmark i sidste uge.

»Det er lidt komisk. For i Skagen oplevede vi sløseri. Vi prøvede Sandormen, hvor vi sad tæt og intet fik at vide om, at familien skulle sidde sammen. Jeg følte, der var større risiko for at blive smittet med corona i Skagen end i Italien. Det er fjollet, at jeg følte mig helt kriminel over at skulle tage på ferie i Italien,« siger Heidi Larsen.

Anette er i Venedig med familien

Anette og familien camperer ved Lidoen i Italien, hvor de skal være i 14 dage. Her er det næsten, som det plejer – bare med maske på. En ferie, hun varmt kan anbefale andre.

»Man kan bade, som man plejer, og gå rundt på pladserne, som man plejer. Man kan gå ud og spise og shoppe, som man plejer,« siger Anette.

Én ting er dog ikke, som det plejer. Der er ingen mennesker. Det ses tydeligt i Venedig.

I Venedig er der helt mennesketomt. Foto: Privat
I Venedig er der helt mennesketomt. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg synes faktisk, det er rart, at der ikke er så mange mennesker. Der er mindre kø til tingene og mindre tryk på generelt,« siger Anette.

Ifølge Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, er der fuld opbakning til, at danskerne tager af sted. Men at de rejsende glæder sig over de mennesketomme gader, har han svært ved at forstå.

»Nogle steder kan måske være fede at opleve uden mennesker, men andre steder er det ikke sjovt. Når jeg selv skal på ferie snart, så håber jeg, vi kommer ned til andre mennesker, hvor der er lidt skæg og hygge. For mig vil det være meget 'Palle alene i verden'. Det bliver kedeligt til sidst. Det er også de tilbagemeldinger, jeg får fra mine kollegaer i de forskellige lande,« siger Lars Thykier.

Det handler heller ikke kun om hyggen ved, at der er andre mennesker. Det kan faktisk blive et problem, hvis flere turister ikke rejser ud. Ifølge Lars Thykier kan eksempelvis Kroatien – hvis de er heldige – måske mønstre 30 procent af den turisme, de havde sidste år.