Der blev festet i Vollsmose i weekenden, hvor et kommende ægtepar holdte en stor forlovelsesfest med op til 70 gæster.

Vollsmose i Odense har tiltrukket sig en del opmærksomhed den seneste tid, efter at bydelen oplevede stigende coronasmitte. Derfor er der blandt andet blevet igangsat større testindsatser i bydelen.

Incidenstallet er stadig ikke under kontrol i bydelen, men det trodsede et nyforlovet par i weekenden, hvor de valgte at holde en fest, hvor mellem 50 og 70 gæster var inviteret.

Forlovelsesfesten foregik indenfor, og pladsen var efter sigende trang.

Det skriver Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) på Facebook. Her giver han også udtryk for sin frustration:

»Det er i den grad, at gamble med ens medborgeres sundhed i et område, der kæmper mod corona.«

Desuden skriver Rahbæk Juel i opslaget, at incidensen i Vollsmose i dag er på 612, hvilket er mere end fire gange så højt som i Odense generelt. Ifølge borgmesteren er der derfor lang vej endnu:

»Takket være en stærk indsats af beboere og myndigheder er smitten heldigvis faldet i forhold til for 2 uger siden. Men det er stadigvæk kritisk. Og indsatsen er langt fra færdig endnu. Alt det hårde arbejde og slid kan risikere at blive hældt på gulvet af de få, der synes, de skal holde stor fest eller, som ser stort på at gå i isolation. Det er hamrende usolidarisk,« skriver Peter Rahbæk Juel på Facebook.

Og tallene taler da også sit tydelige sprog.

Mandag sprang incidenstallet i Vollsmose fra 535,9 til 645,3, da ti personer søndag blev testet positive.

Det skriver TV 2 Fyn, der også oplyser, at man har indført skærpede restriktioner i Vollsmose i kampen mod det høje incidenstal. Eksempelvis kan politiet udstede en bøde på 2.500 kroner for manglende mundbind på indendørs offentlige arealer. Dette uden at skulle give en advarsel først.