Det er slut med produktion af bølgepap i Vejle.
Bølgepapproducenten DS Smith lukker nemlig ved udgangen af 2026.
Det bekræfter virksomheden over for tvSyd onsdag.
»Det er en svær beslutning at lukke en fabrik, men vi er nødt til at sikre, at vores produktion i Danmark står stærkt på lang sigt,« siger Dan Johannessen, Managing Director for DS Smith Danmark, til mediet.
DS Smith lukker grundet 'optimering af produktionsfaciliteterne' i Danmark, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse onsdag.
Fabrikken har indtil nu produceret såkaldt Point of Sale (POS)-materialer, hvilket indebære skilte, bannere og andre fysiske reklamer.
DS Smith oplyser, at fabrikken i Vejle har haft lav indtjening i en længere periode.
Beslutningen er baseret på en forretningsmæssig vurdering af effektivitet og virksomhedens langsigtede bæredygtighed i Danmark.,
Til tvSyd oplyser DS Smith, at der arbejder omkring 120 medarbejdere på bølgepapfabrikken i Vejle – man kan dog endnu ikke løfte sløret for, hvor mange der bliver berørt af lukningen, da man undersøger muligheden for omplacering.
Ifølge virksomheden vil lukningen i Vejle ikke have konsekvenser for DS Smiths øvrige fabrikker i Danmark.