En blot to måneder gammel amurleopardunge er død i København Zoo.

Det skriver København Zoo i et opslag på LinkedIn.

Dyrlægerne havde kæmpet med at holde ungen i live, der havde været svækket i en uges tid.

Men ungen stod ikke til at redde.

»Det er ærgerligt, ikke mindst for den relativt uerfarne mor. Det er dog ikke ualmindeligt, at rovdyrunger ikke overlever den første tid. Det sker både i naturen og i zoologiske haver, men det gør det ikke mindre trist«, siger zoologisk direktør Mads Bertelsen.

Amurleoparden er en sjælden underart af leopard. Der er blot 110 individer af arten i naturen og opdræt er derfor i høj prioritet af det internationale avlsprogram.