Treo-producent trækker reklame tilbage: Minder om dødt flygtningebarn


Producenten bag hovedpinepillen Treo får høvl for reklame, der minder om billederne af den døde flygtningedreng, der gik viralt for fire år siden.
Pendlere på blandt andet Malmparken Station har hidtil kunnet stige på toget til en stor reklame fra Treo, hvor man kan se en mand liggende på maven iført lyseblå jeans og en rød T-shirt.
Manden ser bevidstløs ud, mens han har ansigtet vendt ned i jorden, og hovedet inde i et orange telt, der er formet som Orange Scene.
Reklamen er Treos forsøg på at reklamere for, at festivalgæster på Roskilde Festival skal bruge Treos hovedpinepiller, når tømmermændene bliver for meget.
Desværre for firmaet har reklamen givet bagslag og skabt forargelse, da den for mange skaber associationer til billedet af den druknede flygtningedreng Aylan Kurdi, som gik viralt i 2015.
På det hjerteskærende billede kunne man se den lille dreng ligge død i strandkanten. Han lå i præcis samme position, som manden på Treos reklame, og var ligeledes iført en rød trøje og blå bukser.
»Jeg tænkte, det er løgn. Han ligger på samme måde på maven, han har en rød trøje og blålige bukser på. Han ligger godt nok med hovedet inde i Orange Scene, men det tog mig lidt tid at se, at det var Orange Scene«, siger Steen M. Andersen, generalsekretær i Unicef, til Politiken.
Til Politikens spørgsmål om, hvorvidt stillingen, manden ligger i, er ret almindelig blandt mange fulde Roskilde-gæster, påpeger Steen M. Andersen det mærkværdige i, at manden er iført nærmest præcis det samme tøj, ligger i samme stilling, og at baggrunden minder om stranden, Aylan Kurdi blev fundet på.
Han pointerer dog, at det kan ske, at nogle mener, at han er overfølsom, men at han reagerer på en måde, som 'han synes, vi som samfund har en forpligtelse til at gøre.'
Meda, som er producenten bag Treo, har da også allerede lagt sig fladt ned og beklager reklamen over for Politiken.
Lægemiddelvirksomheden har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til avisen, at de i køvandet på kritikken har valgt at trække hele kampagnen tilbage.
'Da vi blev gjort opmærksom på, at vores kampagne kunne give disse beklagelige associationer, agerede vi med det samme og sørgede for at fjerne hele kampagnen så hurtigt som muligt. Vi har ikke på noget tidspunkt i forberedelsen af kampagnen oplevet disse associationer,' skriver Meda.