En tredobbelt epidemi med coronavirus, influenza og RS-virus hærger lige nu Danmark

Og da der samtidig er en lang række andre luftvejsinfektioner i omløb, er resultatet ifølge SSI-direktør Henrik Ullum, at rigtig mange danskere er syge.

Ifølge SSI bidrager det til en dødelighed, der er højere end forventet. Det er specielt blandt personer på 75 år eller ældre, at der har været registreret flere dødsfald end ventet, skriver Ritzau.

Samtidig buldrer coronaen af sted i Kina, efter at landet har lempet restriktionerne. Flere EU-lande har derfor indført restriktioner for indrejsen fra landet.

Hvordan skal man så forholde sig, hvis man er født i 1947 eller tidligere, og dermed tilhører gruppen med overdødelighed?

Ifølge Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi, skal man først og fremmest se at blive vaccineret mod corona, hvis man ikke allerede har fået stikkene:

»Vores vacciner har stadig en effekt, selv om der er kommet nye corona-varianter.«

Han opfordrer ligeledes folk til at få en influenzavaccine, hvis de ikke har fået den.

Hvis man tilhører en risikogruppe, bør man også undgå at opsøge steder med trængsel, for eksempel offentlig tranport, hvis man vil undgå en af de epidemier, der er i omløb i øjeblikket, siger professor Allan Randrup Thomsen bør.
Hvis man tilhører en risikogruppe, bør man også undgå at opsøge steder med trængsel, for eksempel offentlig tranport, hvis man vil undgå en af de epidemier, der er i omløb i øjeblikket, siger professor Allan Randrup Thomsen bør. Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Vis mere

Herudover bør man undgå steder med voldsom trængsel, for eksempel offentlig transport, og vaske hænder før man putter noget i munden.

»Man kan også vælge at tage mundbind på. Det kan også reducere risikoen lidt,« fortæller Allan Randrup Thomsen til B.T.

Endelig skal man sige til familie og venner, at de skal holde sig væk, hvis de har symptomer på en luftvejsinfektion. Altså hoste, nysen, snottet næse, ondt i halsen eller feber.

»Hvis de har den mindste mistanke om noget, så snak i stedet sammen over telefonen eller computeren.«

Lone Simonsen, professor i epidemiologi og leder af PandemiX center på Roskilde Universitet (RUC), er ikke så nervøs over den såkaldte ‘tripledemic’, altså den kombinerede corona-, influenza- og RS-virusepidemi, der lige nu er i gang, i forhold til danskerne generelt, fortæller hun til B.T.

»I Australien viste erfaringerne fra deres vinter for seks måneder siden, at influenzaepidemien ikke ramte hårdere end en alvorlig epidemi før covid-19, selv om vi  har haft et par års nedlukning og nok er mindre immune nu,« fortæller hun.

»Men epidemier af disse respiratoriske virus kan især være et stort problem på plejehjem, hvor vi har ældre svækkede mennesker,« fastslår hun.

Hvis man for eksempel er svækket af Alzheimer og behøver fysisk pleje, er man i tæt kontakt med mange forskellige personer i løbet af en dag.

Derfor skal netop ældre på plejehjem beskyttes så godt som muligt – med influenza- og covid-vaccine, samt ved testning af personale og besøgende.

Smitten fra samfundet kan hurtigt spredes på et plejehjem, hvor risikoen for alvorlig sygdom og dødsfald er størst.

»Heldigvis ser det også ud til, at smitten og indlæggelser er begyndt at flade ud i denne uge, måske på grund af at juledagene er overståede. Vi har stadig betydelig overdødelighed, men ikke noget ud over det sædvanlige i en svær influenzasæson,« siger Lone Simonsen.

Allan Randrup Thomsen opfordrer ligeledes til, at man som pårørende tænker sig om, inden man mødes med ældre eller folk, der er i risikogruppen. Specielt hvis man skal besøge et plejehjem:

»Er du i tvivl, så tag en antigentest. Det er en virkelig stor hjælp over for de ældre,« fastslår han.

Samtidig må personalegruppen på plejehjemmene også gerne tænke sig om en ekstra gang.

»Der er for lav tilslutning til corona- og influenzavaccinerne hos de grupper,« siger Allan Randrup Thomsen.

Helt generelt mener han, at danskerne godt kan trænge til en reminder i forhold til corona.

»Vi er blevet opfordret til at normalisere forholdet til corona, men lige nu er der altså en stigning herhjemme. Så vi skal stramme op,« siger han.