Kun ganske få meter adskiller treårige Emmalina Plougs hjem i Odder fra en vej, hvor bilerne kommer drønende forbi med 80 kilometer i timen – hvis ikke mere.

Frygten for, at der skal ske hende, hendes søskende eller de dagplejebørn, som også har deres gang i huset, noget, har fået Emmalinas forældre til at sætte nogle helt særlige skilte op:

'Pas på mig og mine venner. Sænk farten.'

Sådan lyder teksten på det ene skilt, hvor den treårige pige ses sammen med to af dagplejebørnene.

'Hun (Emmalina, red.) synes, det er fantastisk. Hun er overbevist om, at der ikke er nogen, der kører for stærkt nu,' fortæller Maja Østerlund Ploug om datterens reaktion på skiltene.
'Hun (Emmalina, red.) synes, det er fantastisk. Hun er overbevist om, at der ikke er nogen, der kører for stærkt nu,' fortæller Maja Østerlund Ploug om datterens reaktion på skiltene. Foto: Maja Østerlund Ploug
Vis mere

I alt har Maja Østerlund Ploug og hendes mand valgt at sætte to skilte op foran deres hjem ved Skalborgvej i Odder. Det første blev sat op for omkring tre år siden, da Maja blev dagplejer.

Det fortæller hun til B.T., efter sagen tirsdag blev omtalt af TV 2 ØSTJYLLAND.

»Der skulle ske noget, for jeg ville ikke have, at der skulle ske noget med børnene, fordi jeg ikke havde gjort noget – eller havde gjort det, jeg kunne – for at forhindre det,« forklarer 38-årige Maja Østerlund Ploug, der ud over treårige Emmalina har fire børn i alderen fra ni til 17 år.

På Skalborgvej er det lovligt at køre 80 kilometer i timen, men ifølge Maja sker det, at folk kører hurtigere.

Og det gør hende utryg. Særligt når der er så mange børn til stede i hjemmet.

»Der er ingen fartbegrænsning foran vores hus, og når man har dagplejebørn, der bliver afleveret og hentet her, så er det bare vildt ubehageligt, når der kommer nogle kørende stærkt forbi,« siger Maja Østerlund Ploug og fortsætter:

»Jeg kan slet ikke forstå, at man kan få sig selv til det, når man kan se, der er små børn til stede. Det er jo bare lige et splitsekund, der kræves, før barnet kan løbe fri. Og det kan jo ende rigtig, rigtig galt, og det vil jeg ikke være vidne til.«

Efter hun for tre år siden begynde at arbejde som dagplejer, rettede hun kontakt til Odder Kommune for at høre, om det var muligt at få sat noget fartbegrænsning eller nogle skilte med 'legende børn' op ved huset.

Her ses Emmalina foran skiltet, der blev sat op for omkring tre år siden: 'Kære bilist. Vi be’r dig inderligt passe på vores guldklumper, når de skal til og fra skole. På forhånd tak. Mvh René og Maja,' står der skrevet.
Her ses Emmalina foran skiltet, der blev sat op for omkring tre år siden: 'Kære bilist. Vi be’r dig inderligt passe på vores guldklumper, når de skal til og fra skole. På forhånd tak. Mvh René og Maja,' står der skrevet. Foto: Maja Østerlund Ploug
Vis mere

»Det, troede jeg, ville være nemt, når man nu var dagplejer, men jeg kom bare ingen vegne,« forklarer Maja.

Ifølge hende blev hun sendt forskellige steder hen i kommunen, uden at der skete noget, og uden at nogen sagde, at de ville tage sig af det.

Derfor besluttede hun sig for, at hun ville tage sagen i egen hånd.

»Jeg kunne simpelthen ikke vente på, at kommunen fandt ud af, hvem jeg skulle i kontakt med. Så var det nemmere selv at lave dem,« fortæller hun.

Det første skilt satte hun derfor op for tre år siden, og det seneste – den med Emmalina – blev sat op i weekenden.

Hun fortæller, at det selvfølgelig ikke er alle, som skiltene kan få til at tænke over farten forbi huset, men hun forklarer, at de har hjulpet.

»Det er jo ikke alle, man lige kan nå med det, men der er i hvert fald nogen, der er blevet opmærksomme på, at der kan være børn ved vejen,« fortæller hun.

Idet hun ikke har fået en godkendelse til at sætte skiltene op ved sit hus, er det ikke sikkert, de er lovlige.

38-årige Maja Østerlund Ploug bor med sin familie i Odder, hvor hun arbejder som dagplejer.
38-årige Maja Østerlund Ploug bor med sin familie i Odder, hvor hun arbejder som dagplejer. Foto: Maja Østerlund Ploug
Vis mere

Til B.T. fortæller formanden for miljø-, klima- og teknikudvalget i Odder Kommune, Ole Lyngby Pedersen (V), at det er politiet, der har bemyndigelse til at sætte skilte op og til at tage stilling til, om der må sættes skilte op.

Han understreger, at han ikke har kendskab til den specifikke sag, men udtaler sig generelt om reglerne på området.

»Der er ret restriktive bestemmelser for, hvor man må sætte skilte op. Det er for at undgå, at man får en skov af skilte alle vegne. Det kan måske forvirre mere, end det gavner,« forklarer han.

Derfor er det med at sætte sine egne skilte op som oftest – med hans ord – et 'no-go'.

»Det kan være, at det efterfølgende vurderes, at der er en mening i, at der laves noget permanent på en strækning, men så er det forvaltningen, der i dialog med politiet finder ud af, om det er noget, der kan ske. Det er sådan, proceduren er,« fortæller han.

Hvis det viser sig, at Maja Østerlund Plougs skilte er ulovlige, så ryger de dog ikke ned lige med det første, fortæller hun.

»Så må de sætte nogle andre op, der er lovlige. Jeg har ikke tænkt mig at tage dem ned ellers,« siger Maja og slutter:

»Jeg vil ikke risikere, at der sker noget, hvis der ikke er nogle skilte eller andet. Så de bliver.«