214 personer.
Så mange er alene i januar blevet behandlet på skadestuerne i Odense og Svendborg, efter de er faldet ude på de sne- og isglatte veje, skriver TV 2 Fyn.
Af skaderne var hele 42 procent alvorlige.
Det dækker ifølge lokalmediet blandt andet over knoglebrud og hjernerystelser.
Til TV 2 Fyn forklarer Jonas Ipsen, der er læge og forsker ved Ulykke Analyse Gruppen på OUH, at man har »travlt« på skadestuerne for tiden:
»Vi har patienter, der er faldet og har brækket anklen. Først skal de opereres, og så skal de have foden i gips i fem uger,« forklarer han.
I en gennemsnitlig vintermåned behandles 90 personer for skader som følge af fald, oplyser lokalmediet.
Nordens største forsikringsselskab, If, oplyste også tidligere på ugen, at man har oplevet en markant stigning i antallet af faldskader.
På det tidspunkt havde If indtil videre i år modtaget 820 anmeldelser om faldskader.
Det er en stigning på 28 procent i forhold til samme periode sidste år.
»Vintervejret med glatte veje og fortove øger risikoen for uheld markant, og det ser vi tydeligt i år,« lød det fra Andreas Grønbæk, chef for personskader i If.
De mest typiske faldskader blandt Ifs kunder tæller forstuvninger eller brud på håndled, forvredne knæ samt skulderskader.

