Fredag trak byrådskandidat Jesper Kaaslev Juul Lunde sig fra kommunalvalgkampen, efter B.T. konfronterede ham med en tidligere fængselsdom for seksuelle overgreb mod en 13-årig, da han selv var 17 år.

Men det er stadig muligt at sætte sit kryds ved Venstre-kandidaten til valget på tirsdag i Nyborg Kommune, skriver TV 2 Fyn.

»Du kan stadig stemme på ham. Der var frist for at trække sit kandidatur tilbage 6. oktober klokken 12,« siger sagsbehandler og medlem af valgsekretariatet i Nyborg Kommune, Karsten Danielsen, til mediet.

Han uddyber, at stemmer på Jesper Kaaslev Juul Lunde vil gælde lige så meget som enhver anden.

Overgrebet, som nu er årsag til, at han trækker sig, begik han som 17-årig. Det blev begået mod en 13-årig dreng, han var i plejefamilie med. 

Samme dag skrev han på Facebook, at han ikke længere var kandidat til byrådet i Nyborg:

Her ses det opslag på Facebook, hvor Venstres Jesper Kaaslev Juul Lunde offentliggør, at han trækker sig som kandidat til kommunalvalget i Nyborg Kommune.
Her ses det opslag på Facebook, hvor Venstres Jesper Kaaslev Juul Lunde offentliggør, at han trækker sig som kandidat til kommunalvalget i Nyborg Kommune. Screenshot fra Facebook

»Jeg har forsøgt at lægge sagen fra mig, men selvom det er mange år siden, vil et medie nu omtale sagen,« lyder det i opslaget, der fortsætter:

»Denne sag overskygger mit kandidatur til Nyborg Byråd, og derfor har jeg valgt at trække mig som kandidat. Jeg ønsker alle mine med- og modkandidater en god slutspurt.«

Skulle han alligevel blive valgt ind på trods af sin tilbagetrædelse, er det muligt at søge om fritagelse.

I så fald skal han inden ti dage efter valget ansøge den siddende kommunalbestyrelse om at blive fritaget fra hvervet fra 1. januar.

Du kan læse mere om afsløringen af kandidatens sag HER.