En 13-årig pige er død af elektrisk stød i byen Mâcon in Saône-et-Loire i Frankrig, fordi hun tabte sin mobiltelefon i badekarret, imens den var i gang med at oplade.

Det skriver blandt andet avisen Journal de Saône-et-Loire.

Efter ulykken blev hun forsøgt genoplivet, men endte i koma. Nu er hun så død efter nogle dage på et sygehus i Lyon.

En veninde, som var på besøg og var sammen med den 13-årige på badeværelset, da ulykken skete, blev sendt til behandling for chok.

Fransk politi efterforsker nu en 13-årig piges død efter, at hun tabte sin mobiltelefon i badekarret.
Fransk politi efterforsker nu en 13-årig piges død efter, at hun tabte sin mobiltelefon i badekarret. Foto: DENIS CHARLET
Vis mere

»Det her bør være en advarsel til andre teenagere, som har deres mobiltelefon i hånden hele tiden,« siger den 13-åriges mor ifølge Journal de Saône-et-Loire.

»Vi må insistere: ingen mobiltelefoner i badekarret, for det kan ende dramatisk,« siger moderen.

Tragedien bliver nu efterforsket af fransk politi.

Det er ikke første gang, at et ungt menneske bliver slået ihjel af en mobiloplader.

I 2020 døde en teenager i Marseille på præcis samme måde. På diverse nyhedssites er der adskillige historier om unge, som er døde, fordi de har tabt opladere eller mobiler og tablets under opladning i badekarret.

Det er dog ikke sådan, at man uden videre skal frygte den visse død i tilfælde af, at man taber en mobiltelefon med ledning i et badekar.

Joachim Holbøll, der er professor på DTU og ekspert i strøm, har tidligere forholdt sig til problemet på sitet Videnskab.dk.

Til sitet fortæller han, at der skal ekstraordinære omstændigheder til.

»Hvis man har en HFI-afbryder, eller endnu bedre den lidt mere sikre HPFI-afbryder, og i øvrigt har lovlige elinstallationer, behøver man ikke bekymre sig voldsomt,« fortæller Joachim Holbøll til videnskab.dk.

I forhold til mobiltelefoner siger han, at der kun kommer ganske få volt ud af en oplader, hvorfor det ikke burde kunne slå et menneske ihjel.

»Så skal opladeren være defekt,« siger han til videnskab.dk.

I Danmark sker der typisk et par elulykker om året med dødelig udgang. Ofte sker dødsfaldene i forbindelse med kontakt med stærkstrømskabler som for eksempel køreledninger til tog.

Ulykker i badekar sker, fordi vand transporterer strøm.