16 personer blev sidste år påkørt af tog i Danmark. Det fremgår af en spritny rapport fra Trafikstyrelsen.

Dermed går 2022 over i historien som det hidtil mest fatale år siden 2016.

Antallet af personpåkørsler, der resulterer i en såkaldt væsentlig ulykke, steg fra fem i 2021 til 10 i 2022, viser Trafikstyrelsens opgørelse. Oveni kommer seks mindre alvorlige ulykker.

Ifølge vicedirektør i Trafikstyrelsen Christian Vesterager skyldes størstedelen af ulykkerne, at mennesker der ulovligt opholder sig på banearealer og er uopmærksomme, bliver ramt af et tog.

For mange danskere er uopmærksomme og kommer til skade på jernbanestrækninger.
For mange danskere er uopmærksomme og kommer til skade på jernbanestrækninger. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis vi ser bort fra perioden med covid-19, så har vi gennem de seneste år set et stigende problem, hvor flere ikke er opmærksomme på, at de sætter livet på spil ved at krydse eller opholde sig for tæt på skinnerne. Det er ikke bare ulovligt, det er også livsfarligt. Sidste år kostede personpåkørslerne 10 mennesker livet,« siger han.

Hos DSB, der er den største jernbaneoperatør i Danmark, fylder personkørslerne meget, også for de lokomotivførere og passagerer, der bliver påvirket af ulykkerne, siger DSBs sikkerhedschef, Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen:

»Personpåkørsler har store personlige omkostninger. Først og fremmest for de involverede og deres pårørende, men også for lokomotivførerne, der kører togene. Det er en oplevelse, det kan være svært at komme sig over. Statistisk set vil en lokomotivfører opleve én personpåkørsel i løbet af en karriere, og vi har et særligt beredskab til at bistå kollegaer, der har været involveret i en personpåkørsel.«

En af dem, der ved hvordan det er at have et job, hvor man uforvarende kan komme til at tage et andet menneskes liv, er lokomotivfører Carsten Lutz, som B.T. tidligere har talt med. 

Han fik efter flere personpåkørsler posttraumatisk stress (ptsd) og mistede efterfølgende sit job. Læs hans historie her

Der er dog også et lille lyspunkt i Trafikstyrelsens nye undersøgelse.

Antallet af selvmord på de danske banestrækninger er nemlig faldende. Selvmord opgøres selvstændigt og indgår ikke i antallet af personpåkørsler. 

LIVSLINJEN
Er du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon
70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.