Omkring 125.000 mennesker mødte op til Danish Air Show på Karup Flyvestation.

Og det førte til kilometerlange køer, da 40.000 biler skulle til og fra begivenheden.

I en af de biler sad Michael Vejrup, som var taget til showet med sin gangbesværede svigerfar.

»De sagde, der var shuttlebusser, men der kom ikke nogen, så vi valgte at gå derind i stedet,« fortæller han til B.T. og tilføjer:

»Og vi gik og gik. Jeg tror, der var fem kilometer derind.«

Og det tog lang tid for Michaels gangbesværede svigerfar. Flyvningen sluttede ifølge Danish Air Shows Facebook-side klokken 16, og Michael og hans svigerfar, som gerne ville have været der klokken 13.30, nåede først frem til showet to timer efter.

De fik altså kun den sidste halve time af showet med.

»Vi droppede også at få noget at spise, fordi der var så lange køer,« tilføjer Michael Vejrup.

De trafikale udfordringer kommer dog ikke som en overraskelse for arrangørerne:

»Det kommer ikke bag på os, at vi er blevet udfordret på trafikforholdene. Vi har i samarbejde med politiet og Trafikstyrelsen gjort vores bedste på at forberede os og publikum ved blandt andet at udvide åbningstiderne og have et fly fra Flyverhjemmeværnet på vingerne til at hjælpe politiet med at dirigere trafikken,« siger Ian Rix Kristensen, talsmand for begivenheden, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Når det er sagt, tager vi naturligvis de mange klager alvorligt, og vi tager dem med i vores evaluering med håb om at kunne gøre det bedre en anden gang.«

Opvisningsholdet Red Arrow til dagens opvisning. Foto: Lars Bøgh Vinther / Forsvaret
Opvisningsholdet Red Arrow til dagens opvisning. Foto: Lars Bøgh Vinther / Forsvaret
Vis mere

I pressemeddelelsen fremgår det også, at flere helt opgav at komme frem til begivenheden og derfor vendte om.

Tidligere på dagen sagde Anders Bøje Hansen fra Midt- og Vestjyllands politi til B.T., at »uhensigtsmæssige parkeringer« har medført trafikale problemer, som har yderligere forværret bilkøerne.

I den forbindelse anbefalede Anders Bøje Hansen, at bilister skulle følge anvisningerne på stedet.

Samtidig oplevede politiet, at en hel del mennesker gik i rabatten.

Gæst Michael Vejrup ved dog ikke, om han ville tage til showet igen.

Sidst begivenheden løb af stablen i Karup, var i 2014. Her mødte 90.000 gæster op.