Det er ikke bare umulige unger på bagsædet og kø på den tyske autobahn, der er en udfordring, når turen går sydpå i egen bil.

Også chaufførens tunge øjenlåg kan gøre timerne på motorvejen til en nervepirrende oplevelse.

En ud af 10 danskere på kør selv-ferie sætter sig nemlig bag rattet, selv om de er for trætte, viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for GF Fonden.

De trætte feriebilister gambler med trafiksikkerheden, advarer Rådet for Sikker Trafik og GF Forsikring.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

De råder kør selv-turisterne til at følge få enkle råd, inden de sætter sig bag rattet.

Ikke overraskende handler de især om at få sovet nok og skifte chauffør med jævne mellemrum.

Men kan faktisk også være en god idé at undgå at køre på bestemte tidspunkter, hvor risikoen for ulykker er størst.

Undersøgelsen viser nemlig, at mere end hver femte planlægger at køre tidligt om morgenen mellem klokken tre og fem, hvor risikoen for træthedsulykker ifølge trafikanalyser er størst. På det tidspunkt tror kroppen nemlig stadig, at det er nat.

Får at undgå myldretid og kø ned gennem Tyskland vælger mange danske kør-selv-turister at køre tidligt på dagen. (Arkivfoto)
Får at undgå myldretid og kø ned gennem Tyskland vælger mange danske kør-selv-turister at køre tidligt på dagen. (Arkivfoto) Foto: FRANK LEONHARDT
Vis mere

»Når man planlægger en kør selv-ferie, så beregner de fleste nok en rejseplan med tidlig start, hvor de kan styre uden om myldretiden ved store byer som for eksempel Hamborg og samtidig ankomme til deres rejsemål på et godt tidspunkt,« siger skadedirektør Per Haulund fra det kundeejede forsikringsselskab GF Forsikring, i en pressemeddelelse

Trafikanalyser viser også, at risikoen for ulykker er størst, når man har sovet i mindre end seks timer eller har været vågen i mere end 16 timer.

Ikke desto mindre viser undersøgelsen, at nogle af de danske kør selv-turister ikke accepterer kroppens fysiologi og behov og dermed udsætter både sig selv om andre for fare.

I 10 procent af feriebilerne havde føreren nemlig ikke sovet tilstrækkeligt, inden han eller hun satte sig bag rattet på enten udrejsen eller hjemrejsen.

Kører du i bil i mere end otte timer helt uden pause, så bliver ulykkesrisikoen ifølge trafikanalyser fordoblet.

Undersøgelse viser, at kun otte procent planlægger, at det er den samme chauffør, der skal køre så meget på vej til næste ferie.

Ikke desto mindre viser undersøgelsen, at hele 17 procent på deres seneste ferie rent faktisk lod den samme chauffør køre i mere end otte timer eller lod den samme chauffør køre hele vejen.

»Det er en god ide at skifte chauffør undervejs på turen. Fondens undersøgelse peger heldigvis på, at næsten halvdelen skifter chauffør minimum hver tredje-femte. time. En frisk chauffør er altid den bedste løsning, når man kører på monotone trafikstrækninger som en motorvej,« siger skadedirektør Per Haulund.

Han hæfter sig også ved det positive i, at to ud af tre kør selv-turister valgte at tage en overnatning på vej på ferie.

På hjemrejsen falder tallet dog til cirka hver anden.

»En overnatning er den sikre måde at skaffe sig ro og hvile fra trafikken.«

»Der er mange årsager til, at flere overnatter på vej til ferie, men ikke på vej hjem. Det kan skyldes, at man virkelig gerne vil hjem og hellere vil lande i sin egen seng på et skævt tidspunkt end at bruge penge og tid på en overnatning,« slutter skadedirektør Per Haulund fra GF Forsikring.