Kæledyr kan bringe stor glæde i livet. Et venskab. Omsorg. Nærvær.

Men nogle gange kan du måske køre lidt død i det. Jojo, der er en hest, der skal luftes og trænes. Men måske vil du bare hellere ligge derhjemme i ske med din hovedpude med Netflix på fjernsynet og en halv pose ostepops?

Så har Givskud Zoo et tilbud til dig.

De vil nemlig gerne hjælpe dig af med din hest, hvis den alligevel skal aflives, da deres løver for første gang i mange år mangler foder.

»Det er selvfølgelig alvorligt, fordi vi vil gerne give vores dyr det allerbedste, og noget der styrker deres naturlige adfærd. Det gør det, når vi fodrer med hele, aflivede dyr. Så har du en hest, der skal aflives i den nærmeste fremtid, så beder vi dig betænke os,« siger Ditte-Mari Sandgreen, der er dyrlæge i Givskud Zoo, i en pressemeddelelse.

Deres liste over donationer af dyr til foder er netop nu så kort, at der snart ikke er flere tilbage.

Og det er et problem, da rovdyr som løver har brug for ordentligt bytte for at trives ordentligt.

Dyreparken har ellers i årevis haft en månedlang venteliste, hvor private hesteejere har kunnet skrive sig op til at donere deres heste, som alligevel skulle aflives.

Frygter man, at løverne ikke får noget at spise og bliver sendt i seng uden aftensmad, hvis ikke man ofrer sin elskede krikke, så kan man dog heldigvis slå koldt vand i blodet.

De store rovdyr kommer ikke til at lide nød. Man finder andre foderløsninger. Men det kan være rigtig dyrt for dyreparken, der i forvejen er presset af corona, skriver de i pressemeddelelsen.

Det er dog ikke gud og hver hest, der kan få lov at blive til løvefoder.

Det skal være heste, der ikke er syge og på medicin, og de skal også have hestepas. Til gengæld sørger dyreparken for at aflive kræet helt uden en dyr - og vrinskelig -  dyrlægeregning din vej.